NYHEDSBREV AUGUST 2017

Pigen de kaldte Kinderæg

Af Sara Lyngsø

To tragedier rammer to mennesker, men bringer dem sammen. Siri er en måned gammel, da hun ender på Børnehjemmet i Pattaya. Else Marie mister sin spæde dreng. Gennem adoption får begge en ny familie.

Siri har ikke mange oplysninger om sine biologiske forældre, men hun fortæller mig, at hun er født på et hospital i Bangkok. Hun ved også, at hendes biologiske far forlod dem begge lige efter fødslen. Siris biologiske mor er blot 17 år, da Siri kommer til verden. Moren kommer fra en fattig familie. Ressourcerne rækker ikke til, at den unge mor på egen hånd kan opfostre sit barn. Moren vælger at aflevere sin datter i Børnehjemmets varetægt – hun håber, at den lille pige kan få et bedre liv her.

 

Siri som barn på Børnehjemmet i Pattaya.

 

Danske Else Marie er netop begyndt at arbejde på Børnehjemmet i Pattaya som frivillig, da Siris biologiske mor afleverer hende. Et ophold der viser sig at ændre Else Maries liv for altid. Der opstår hurtigt et særligt forhold mellem Else Marie og lille Siri og de to knytter tætte bånd. Følelserne er så stærke, at Else Marie og hendes mand adopterer Siri som to-årig og der venter nu den lille pige et liv i Danmark. Else Marie og hendes mand havde forinden opholdet på Børnehjemmet i Pattaya mistet deres spæde søn, hvilket var baggrunden for hendes rejse til Thailand.

 

Siri og hendes lillebror.

 

Siri er ikke et øjeblik tøvende, da jeg spørger ind til hendes opvækst i Danmark.

“Jeg husker min barndom som værende utrolig lykkelig. Jeg var altid meget glad som barn. Jeg elskede at tegne, spille og høre musik. Jeg holdt utrolig meget af at være kreativ. Begge mine forældre er tegnere og grafiske designere, så derfor har det altid føltes så passende og naturligt, at jeg var deres datter. Derudover har jeg haft den skønneste mormor, som har givet mig den bedste barndom, et barn kunne tænke sig,” fortæller Siri, der gennem sin opvækst har været bevidst om sine dansk/thailandske rødder og adoption. Hun fortsætter.

“Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret og vidst, at jeg var en smule anderledes end andre børn i Danmark. Men det var ikke noget, jeg har oplevet som problematisk hverken i skolen eller udenfor. Jeg blev og bliver stadig ofte spurgt ind til min adoption og har aldrig følt noget mærkeligt ved at sige, at jeg kommer fra Thailand og har ”danske” forældre. For jeg føler mig så dansk, som man kan være.”

 

Else Marie mødte sin fremtidige datter, mens hun var frivillig på Børnehjemmet.

 

Siri fortæller, at hun elsker brun sovs, kartofler, flæskesteg og stegt flæsk med persillesovs. Vennerne har joket med, at hun er et ”Kinderæg”; mørk udenpå og lys indeni, og det vækker smil på læben. I hjemmet har man også altid frit kunne snakke om de første år i Thailand, uden at der opstår en mærkelig stemning. Siri har desuden et billede af sin biologiske mor.

At Siris biologiske mor beslutter, at aflevere hende på Børnehjemmet i Pattaya har uden tvivl en afgørende effekt på hendes liv.

“Jeg synes, det er utroligt at tænke på, hvordan et liv kan forandres. Og hvordan et barn, som i starten har så få muligheder, pludselig kan få så mange. Jeg tænker tit på, at min skæbne og mit liv kunne have været så anderledes, alt efter om jeg var blevet adopteret eller ej,” fortæller den 22-årige kvinde med en meget moden tilgang til eksistens og baggrund.

Siri synes, det er sjovt at tænke på, hvordan hun kunne have endt i Tyskland og følt sig tysk. I dette tankespind ser hun sig selv som værende en helt anden person med en helt anden personlighed. Siri føler sig taknemmelig for det, hun har, og det hun har fået – hvordan kærlighed kan transcendere landegrænserne mellem Danmark og Thailand.

“Det er tankevækkende, at familie ikke nødvendigvis behøver at være af samme kød og blod, men at kærlighed bare er kærlighed, lige meget hvor i verden man kommer fra og hvilken farve man er født med. – kærlighed er grænseløs. Også det at min biologiske mor har været sådan en stærk person, der giver mig væk i håb om et bedre liv. Dét i sig selv er også en kærlighedserklæring uden lige.” siger Siri.

 

Siri sammen med Børnehjemmets grundlægger, Father Ray Brennan.

 

Siri rejser tilbage til sit fødeland i 2015 for at være frivillig på Børnehjemmet i Pattaya. Hun har netop afsluttet gymnasiet og ønsker at tage på en rejse med mening.

“At tage til Thailand ville være en god dannelsesrejse for mig, og en form for selvrealisering. Her ville jeg få mulighed for at stimulere nysgerrigheden omkring, hvor jeg egentlig kommer fra. Jeg tænkte også, at det måske kunne give mig nogle svar på nogle større spørgsmål i livet,” beretter Siri.

Siri har tidligere besøgt Børnehjemmet med sin mor og lillebror. Rejsen alene skulle være hendes helt egen rejseoplevelse. Smilet breder sig på Siris læber, da jeg spørger hende, hvad hendes tid som frivillig har givet hende som menneske.

“Det har givet mig en bedre ide og et indblik i, hvor jeg kommer fra, og hvem jeg var, før jeg blev adopteret. Jeg husker, det var en befrielse at se, hvor godt et sted Børnehjemmet er, og hvor utrolig glade alle børnene er. Jeg var en smule genert i starten, men børnene var så søde, og tog mig i hånden. Der var så meget næstekærlighed til stede.”

En oplevelse rammer med ekstra styrke. Siri får muligheden for at overvære en af de små drenge, som hun underviser i engelsk, blive adopteret og hentet af sine nye forældre. De kommer og henter ham efter slutningen af timen. Han er 4 år gammel. Siri bliver helt rørt over at se et af de mange børn, der tager afsked med Børnehjemmet og starte et nyt liv. For Siri er oplevelsen både smuk og mærkelig, da drengen tager afsked med en familie for at blive en del af en ny.

 

Siri er i dag voksen og er godt i gang med studiet i Aarhus.

 

I dag er Siri en ung og livsglad kvinde på 22 år, som bor sammen med sin kæreste og studerer på Aarhus Universitet. Hun er ikke i tvivl, da jeg spørger hende, om hun vil anbefale adoptivbørn at rejse tilbage til Børnehjemmet som frivillige.

“Alle adoptivbørn, som er nysgerrige efter en større forståelse for sig selv, og som måske går med nogle identitets-overvejelser – gør det! Jeg vil ikke have været det foruden, selvom turen også var lang og følelsesmæssig overvældende. Man bliver et helt nyt menneske af at besøge Pattaya Orphanage.” siger Siri afslutningsvist.

Vi takker Siri for hendes åbenhed og mod på at dele sin livshistorie.

Redigeret af Kasper Nesager-Hansen

Posted in: Nyhedsbrev-2017-4 Read more... 0 comments

Nyt netværk for adoptivbørn fra Pattaya Orphanage og deres forældre

Af Kasper Nesager-Hansen

Adoptivbørn oplever ofte svære spørgsmål under opvæksten. Især hvis man ikke ser helt dansk ud. Som børnene bliver ældre, kan eksistentielle spørgsmål også melde sig på banen; for er man primært thai eller dansk? Hvordan ser ens biologiske baggrund ud? Og når man får så selv får børn, hvilke arvelige sygdomme ligger der i ens gener? Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk skal hjælpe adoptivbørn fra Pattaya og deres forældre med de udfordringer, en adoptivfamilie kan stå overfor.

 

Bliv en del af Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk gennem Facebook.

 

Netværket blev stiftet som en Facebook-gruppe i starten af august, hvor man som barn af Børnehjemmet i Pattaya kan komme i tale med andre ligesindede, der sidder med nogle af de samme spørgsmål, som én selv. Dansk-thailandske Siri, hvis adoptionshistorie kan læses i dette nyhedsbrev, er selv adopteret fra Børnehjemmet og et af de første medlemmer af netværket. Hun har forventninger til, at netværkets medlemmer kan hjælpe hinanden på kryds og tværs, men det kræver en indsats.

Siri, hvad tænkte du, da du første gang hørte om Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk?

”Adoptionsnetværket lyder som en rigtig fin måde at forbinde adoptivbørn, som har lyst og interesse i at lære andre adoptivbørn på at kende, samt at få en bedre baggrundsforståelse for sit ophav.”

Hvad håber du, at netværket kan gøre for dig og andre adoptivbørn fra Børnehjemmet?

”Personligt tænker jeg, at det kan give en form for fællesskabsfølelse, og hjælpe med at dele oplevelser og tanker man som adoptivbarn kan have. Forhåbentligt kan det gavne dem, som tumler med en masse spørgsmål omkring sig selv og sin baggrund. Netværket kan være en god platform, hvor det er muligt for adoptivbørn at stille spørgsmål og få svar. Derudover kan det måske også inspirere flere til at tage tilbage og besøge Børnehjemmet – og eventuelt arbejde som frivillig ligesom jeg.”

 

Siri som barn på Børnehjemmet i Pattaya.

 

Hvad tror du, der skal til, før børn og unge ønsker at bruge netværket?

”Først om fremmest tror jeg, det er meget op til det enkelte adoptivbarn, hvor interesseret man er i at have en større relation og forbindelse til sine rødder. Men jeg tror, at man ved gode indlæg om forskellige personlige historier kunne fange manges interesse.”

Har du selv oplevet, som barn og som voksen, at der ikke er nogen, som forstår din baggrund og de problemer, som du har gået igennem som adoptivbarn?

”Jeg har altid haft mange som var nysgerrige om at høre om min baggrund og blevet stillet mange spørgsmål dertil. Det er selvfølgelig svært for mange at sætte sig ind i og forstå det at ikke være genetisk forbundet med sine forældre, men har aldrig mødt nogen, som har syntes det er unormalt – og har aldrig oplevet nogle større problemer gennem min opvækst.”

Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk er også for forældre, der har adopteret eller skal adoptere børn fra Børnehjemmet i Pattaya, danskere som har været frivillige på Børnehjemmet og danskere, som kan bidrage netværkets formål – eksempelvis støtter Danish International Adoption (DIA) op omkring netværket.

Netværket er en del af Den Danske Pattaya Fond.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-4 Read more... 0 comments

Adoptivforældre kan også have behov for en snak

Af Kasper Nesager-Hansen

Connie Pedersen og hendes mand har adopteret Mathias fra Børnehjemmet i Pattaya. Mathias er i dag en stor teenagedreng, og som forælder står Connie overfor nogle spørgsmål, hvor hun har svært ved at finde svarene. Hun har længe efterspurgt et netværk, hvor adoptivforældre kan henvende sig med spørgsmål. Derfor har hun været med til at stifte Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk.

 

Connie Pedersen med sin familie.

 

Connie, hvorfor ser du et behov for netværket?

”Jeg tænker, der er et behov for netværket, fordi familier, nye som kommende, får muligheden for at mødes, udveksle erfaringer, stille spørgsmål og søge svar på de udfordringer, der kan opstå ved at være en adoptivfamilie. Svar man ikke nødvendigvis kan finde hos egen familie eller i vennekredsen. I netværket vil der altid være familier, der har været i lignende situationer, og som kan være behjælpelige med råd ud fra egne erfaringer samt oplysninger om, hvor de har fået hjælp og støtte til at komme omkring specifikke udfordringer.”

Hvilke familieudfordringer har I stået overfor? Og hvordan håber du, at netværket kan hjælpe her?

”Som forældre til Mathias, som vi adopterede, da han var 4 1/2 år gammel, har vi haft en dreng med en rygsæk med måske lidt større indhold, qua hans længere ophold på Børnehjemmet, og anderledes udfordringer end familier der adopterer børn på 1½-2 år. Vi adopterede en meget selvstændig dreng, der helt fint kunne klare sig selv, men som lidt havde ’glemt’ at være barn og havde svært ved at lade os voksne om at være dem, der bestemmer, tager beslutninger samt hjælper og trøster – så det at skulle ’begynde forfra’ med en stor dreng og lade ham være alt fra baby til 4 1/2 år på samme tid har været en stor udfordring. I netværket vil vi forhåbentlig kunne møde andre familier, der har adopteret større børn og tale med dem om, hvordan de har klaret lignende udfordringer.”

 

Adoptionsnetværket er til for blandt andre store drenge som Mathias.

 

Hvordan tror du, at adoptivbørnene fra Pattaya Orphanage kan have glæde af netværket?

”Netværket giver også rig mulighed for, at børnene og de unge adopterede kan mødes, spejle sig i hinanden, være sammen og dele ’gode og mindre gode oplevelser’, i forhold til det at være adopteret og måske danne deres egne grupper, når de har lært hinanden bedre at kende. I netværket vil de også kunne møde nogle af de frivillige fra Børnehjemmet – og måske personligt kunne få fortalt små historier fra deres tid på Børnehjemmet.”

Hvordan kan de voksne gøre netværket attraktivt for børnene?

”Vi voksne kan gøre netværket attraktivt for vores børn ved at støtte op og møde op til det første træf og give børnene mulighed for at lære hinanden at kende. Måske bor der en anden familie i ens nær område, som man endnu ikke kender til.”

Connie refererer til netværkets første møde den 21. oktober i Aarhus hos Flying Superkids Gymnastikgården. Her kan netværkets medlemmer træffe hinanden og knytte nye bånd. Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk i højeste grad også for kommende adoptivforældre, som søger råd eller fortællinger fra forældre, der har været igennem adoptionsprocessen. Du kan læse mere om arrangementet i nyhedsbrevets næste historie.

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2017-4 Read more... 0 comments

Arrangement for adoptivfamilier hos Flying Super Kids

Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk startede som en Facebook-gruppe, men målet er, at gruppen også skal kunne mødes fysisk, så medlemmerne kan sætte ansigt på hinanden og udveksle alt fra erfaringer til gode familiehistorier. Adoptionsnetværket afholder derfor et arrangement for at afklare, hvad medlemmerne forventer af hinanden, hvordan forventningerne kan imødekommes, og hvorvidt netværket skal være en forening.

 

Netværksarrangementet finder sted på Gymnastikgården i Aarhus, der er hjemstedet for Flying Superkids, lørdag den 21. oktober fra kl. 13:00-17:00. Den endelige mødeplan er endnu ikke helt på plads, men hvis du holder øje med netværkets Facebook-side, vil du få løbende informationer om arrangement.

Indtil videre ser planen ud som følgende:

  • Velkomst og introduktion til netværket ved Kasper Nesager-Hansen, Den Danske Pattaya Fond
  • Oplæg om adoption før, under og efter modtagelsen af barnet ved Rikke Klestrup, Danish International Adoption
  • Gode råd til adoptivfamilierne ved PAS-konsulent (vi afventer tilbagemelding fra en PAS-konsulent)
  • Adoptionsworkshop: Børn og forældre udveksler erfaringer
  • Debat: Skal Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk blive til en forening?

Der vil desuden være mulighed for aftensmad og mingling efter den formelle del af mødet. Vi arbejder på at få adgang til Gymnastikgårdens træningsfaciliteter, hvor Flying Superkids træner, så børnene får mulighed for at lege sammen i sjove, men beskyttede omgivelser.

 

Kom til adoptionsmøde på hos Flying Superkids Gymnastikgården i Aarhus den 21. oktober.

 

Den Danske Pattaya Fond og stifterne af Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk vil gerne takke Kat Stephie og Lars Godbersen for at åbne Gymnastikgården for os.

Bemærk venligst at der vil være en deltagerpris, som bliver fastsat ud fra arrangementets endelige plan.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2017-4 Read more... 0 comments

Vand er ikke bare vand

Child Protection and Development Center (CPDC) arbejder hele tiden på at blive så uafhængige som muligt af økonomiske bidrag. Selvom Radchada Chomjinda, eller Khun Toy blandt venner, og centerets ledelse hilsner pengebidrag til misbrugte og traumatiserede børn velkommen, ønsker man ganske enkelt ikke, at børnene skal gå sultne i seng, når en ny finanskrise opstår. Vicki Weber støtter denne mission. Hun donerede for nylig et par Water Vitaliser-filtre.

Til spørgsmålet om hvorfor Vickis firma, Lotus Star, ikke blot donerede et pengebeløb, forklarer hun, at det handler om bedre landbrug.

”Khun Toy har bedt om flere, da Vitaliseren, jeg donerede tidligere, har haft en fantastisk virkning på de grøntsager og frugter, som de selv dyrker. Ud over det behøver de ikke at bruge kemiske sprøjtninger. Det sparer også en del penge – og er meget sundere uden.”

 

Radchada Chomjinda (t.v.), eller Khun Toy, modtager Vitaliseren fra Vicki Weber, der ses her sammen med sin mand, Poul Weber.

 

Water Vitaliser er ikke større, end Khun Toy kan holde den i hånden, men ”Vitaliseren” kan øge landbrugsproduktionen med op til 32 %, mens afgrøderne behøver mindre gødning, hvormed CPDCs landbrug forurener mindre. Desuden øges vitaminindholdet i afgrøderne. Derfor ser Vicki Vitaliseren som en mulighed for at støtte arbejdet mod større økonomisk uafhængighed og bæredygtighed.

Vitaliseren består af mineraler, som er fundet dybt nede i Jordens skorpe. Mineralerne i filteret resulterer i en vandkvalitet, som stort set kun findes i ubehandlet og naturligt kildevand.

For Khun Toy betyder bidraget, at børnene på CPDC får et endnu bedre og sundere liv.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2017-4 Read more... 0 comments