NYHEDSBREV JUNI 2015


Drengen får livet tilbage

2015_1_main_image

Af Peter Qvortrup Geisling – Tv-læge og journalist

Night er en dreng på 12 år. Han bliver sendt væk af sine forældre hjemme i slumkvarteret i Bangkok med beskeden om selv at finde frem til en ældre, kvindelig bekendt i det nordøstlige Thailand.

Drengen farer vild på rejsen og går gennem længere tid rundt i det østlige Thailand, hvor han tigger sig vej gennem dagen og sover, der hvor han kan. Politiet bemærker ham og kontakter Child Protection and Development Center – også kendt som CPDC. Det center, som Den Danske Pattaya Fond støtter.

Her får man hurtigt skabt tryghed omkring drengen, mens centerets ansatte forsøger at finde frem til eventuelle pårørende – på trods af, at Night fortæller, at han ikke har nogen familie. Han fortæller, at hans forældre er døde. – Jeg er alene, siger han.

Sandheden kommer frem
Da han bliver mere og mere tryg ved de ansatte på CPDC – og de forsikrer ham om, at han ikke vil blive sendt væk – begynder han at fortælle en helt anden historie. En historie om de mange ar, han har i ansigtet og på kroppen. Drengen var blevet tæsket; var blevet slået i ansigtet og havde fået kastet ting i hovedet, så han til sidst ikke kunne huske en dag, hvor den fysiske afstraffelse ikke var sket.

Hans mistro til voksne viste sig at bygge på, at hans mors tredje mand konstant var beruset og tit misbrugte ham. Og det var ikke bare den nye stedfader, der misbrugte ham; det var også den tidligere, der vendte tilbage og gjorde det fra tid til anden. Night fortæller også, at moderen kun havde overskud til at passe en ny baby.

Så Night ender med at erkende, at hans forældre ikke er døde, men at han hader sin mor så meget, fordi hun ikke ville beskytte ham – og for ikke at gøre noget for at forhindre mændenes misbrug af sin ham.

Begyndt i skole
På CPDC vurderer man hurtigt, at drengen er meget ansvarsfuld og hele tiden er meget omhyggelig med at udføre de daglige opgaver og ansvarsområder, han får tildelt. Og det seneste kapitel i Nights historie er, at han begyndt at følges med de andre børn i skole.

Khun Toy, der er leder af Børnehjemmet og CPDC, er sikker på, at den thailandske dreng nu har fundet sit nye hjem. Og også har fundet det, der bliver fundamentet for hans fremtid. Drengens familie er blevet kontaktet, men Khun Toy understreger, at Night aldrig vil blive udleveret til sine forældre.

Khun Toy perspektiverer yderligere historien ved at fortælle, at Night blot er en blandt mange nye børn, der er kommet i hendes varetægt de seneste måneder, og de børn afspejler en ny tendens i Thailand. Mange af børnene er ikke misbrugte af sexturister – men i stedet af familiemedlemmer og naboer. Og det er en ny tendens.

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments

Formanden har ordet

 

 Christian de Jonquiéres Photo Varavara Heyd

Af Christian de Jonquières

I dette nyhedsbrev har tidligere frivillige, som fondens bestyrelse har indledt et særdeles opbyggeligt samarbejde med, givet udtryk for, hvilke store forskelle Børnehjemmet i Pattaya og the Father Ray Foundation gør i Pattaya.

De børn, der har fået en hård start på livet, smiler nu og er glade, fordi de har fået et hjem og også efterfølgende en uddannelse.
De frivillige der har givet udtryk for, at de tabt deres hjerte for arbejdet i Pattaya, yder en kæmpe stor og engageret indsats, som det fra fondens side er meget vigtigt at bakke op om, og herunder også med henblik på en tilsikring af gode vilkår for de frivillige.

Vi kan endvidere i den danske fond glæde os over, at Father Ray Children’s Home for tidligere gadebørn, netop har haft 25 års jubilæum, og der er i den forbindelse givet udtryk for taknemmelighed overfor danske bidragsydere, som har gjort det muligt at få etableret det pågældende hjem.

 

Afsluttende skal jeg på bestyrelsens vegne benytte lejligheden til at ønske alle læsere en rigtig god og solrig og munter sommer.

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments

Behovet for Danmark

2015_1_behovet_for_danmark

Af Maria Jacobsen

Med blanke øjne stod jeg for fem år siden og fortalte børnene på Børnehjemmet i Pattaya, at jeg snart rejste tilbage til Danmark. En af de små drenge kiggede undrende rundt med sine store brune øjne. Han fik øje på et par høje bygninger i horisonten, pegede og spurgte, “Danmark?”.   

Ja, det kan være svært at forholde sig til, hvad Danmark er for en størrelse, når man sjældent har været uden for Børnehjemmets mure. Men ikke desto mindre har børnene brug for et Danmark, så de fortsat kan have et godt liv på Børnehjemmet.

Jeg har været frivillige på Børnehjemmet over flere omgange, hvor jeg både passede de små i baby-rummet, underviste børnehavebørnene i engelsk og underviste en dreng i dansk. Sidstnævnte var især en oplevelse, der gjorde stort indtryk. Drengen skulle adopteres til Danmark, så jeg fik lov at forberede ham lidt på det sprog, som senere skulle blive hans eget. Vi fik gennem undervisningen udviklet et helt specielt bånd, og han fik et lille indblik i den verden, der ventede ham. Når han hver morgen kom løbende hen mod mig, med det største smil på læberne og sin danskbog under armen, følte jeg virkelig, jeg gjorde en stor forskel i den lille fyrs liv.

Hverdagen i Pattaya, de utallige timer tilbragt med babyer trygt i favnen, leg på legepladsen og sang og dans i engelsktimerne er noget, der har givet mig livslange minder. Jeg har fået gode venskaber, personlig udvikling og en udvidet horisont. Mødet med de mange små skæbner har i den grad fået mig til at værdsætte det jeg har, og givet mig lyst til at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe børnene på Børnehjemmet i Pattaya. Jeg ser frem til at besøge børnene igen, og jeg håber, at mange andre vil bidrage til at forbedre livet for de skønne børn i Pattaya.

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments

Tragedie forvandles til håb

2015_1_tragedie_forvandles_til_hab

Af Lene Birkholm – Engelsklærer på handicapskolen

Da Beer blot var 16 år gammel og færdig med skolen, drømte han om at blive professionel soldat. Men en dag hjalp han sin far og bedste kammerat med at bore en ny brønd for hans landsby i det fattige, nordøstlige Thailand. Noget gik grueligt galt.

Da Beer blot var 16 år gammel og færdig med skolen, drømte han om at blive professionel soldat. Men en dag hjalp han sin far og bedste kammerat med at bore en ny brønd for hans landsby i det fattige, nordøstlige Thailand. Noget gik grueligt galt. Beer og hans kammerat mistede kontrollen over det høje bor, og den øverste del ramte en højspændingsledning, der førte forbi brønden. Beer fortæller, at begge mistede bevidstheden med det samme.

Dagen efter vågnede Beer op på hospitalet. Til sin store rædsel opdagede han, at hans venstre ben var blevet amputeret midt på låret og tillige hans højre arm, så kun en lille stump over albuen var tilbage.

Han havde svære brandsår på kroppen, og hans venstre hånd var blevet helt deform. Flere fingre var “smeltet sammen “, fortæller han grædende til mig.
Efter 3 måneder blev han udskrevet, og han indså, at han må lære at bruge venstre hånd til at skrive med. Han havde meget svært ved at holde på noget, men lærte det efterhånden. Han fik proteser på det amputerede ben samt armen – han forsøgte at leve og fungere på en helt anden måde. Men livet på familiens gård gik langsomt i stå for Beer. Han er totalt afhængig af familiens hjælp. Væk var drengedrømmen om at blive soldat.

Beer var klar over, at der måtte en ændring til. Mest fordi han kunne se, hvordan hans forældre arbejdede hårdt for at forsørge familien. Han var ked af, at han ikke kunne bidrage med en indtægt for at holde familiens fattigdom på afstand. Han vidste bare ikke hvordan.

En dag var Beer til et kontrolbesøg på hospitalet. En sygeplejerske faldt i snak med ham og fortalte om Handicapskolen i Pattaya, hvor man kunne få en gratis uddannelse. Beer tog til Pattaya for at tage optagelsesprøven hos os. Han bestod og kom ind på vores kostskole – seks år efter hans tragiske ulykke.

Jeg husker ham den første dag, hvor han sammen med de andre nye elever sidder i min engelskklasse – han var ikke til at få et ord ud af. Alle var generte, skræmte og for nogle af dem var det første gang, de så en udlænding.

I dag er Beer 23 år gammel, og han er i gang med sit fjerde og sidste semester. Han har et halvt år tilbage af sin elektronikuddannelse, hvor engelsk er hans bifag. Han arbejder hårdt og effektivt, ligesom han har lært at beherske sine værktøjer. For det meste ligger hans armprotese på gulvet ved siden af ham. Han siger, at det gør ondt at have den på. Der plejer at ligge mange andre proteser rundt omkring i de fire klasser, jeg underviser. Sundhedsvæsenet herude er slet ikke på højde med vores danske, og det er synd for eleverne.
Han fortæller mig, at han savner sin familie meget, men han ved også, at han får en “kuffert” fuld af viden på Handicapskolen, og den kan han bruge fremover til at tjene penge til familien derhjemme.

Når han er færdig om et halvt år og får sit diplom, vil jeg stå ved siden af ham og være meget, meget stolt. Jeg håber, at jeg kan beherske mine tårer på den store dag.  Han vender tilbage til landsbyen og får et job som landsbyens elektronikreparatør, der kan ordne TV, el-vifter, riskogere, og radioer. Drengedrømmen forsvandt, men Beer fik en ny.

 

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments

Det tabte hjerte i Pattaya

2015_1_det_tabte_hjerte_i_pattaya

Af Lisa Futtrup Borg

Sommer 2011, spændingen skal endelig udløses! Dette er øjeblikket, jeg har ventet på lige siden min veninde, Sara Lyngsø, først gang passioneret kommer med beretninger fra hendes ophold på Børnehjemmet i Pattaya.

Sommer 2011, spændingen skal endelig udløses! Dette er øjeblikket, jeg har ventet på lige siden min veninde, Sara Lyngsø, først gang passioneret kommer med beretninger fra hendes ophold på Børnehjemmet i Pattaya.

Der er ingen tvivl om, at hun fra første færd har tabt sit hjerte til Børnehjemmet og børnene. Nu står jeg her og har følelsen af, nu skal jeg endelig forstå, hvad det er, hun har tabt sit hjerte til. Det tager ikke længe.

Til trods for det er børn, der har fået den hårdeste start på livet, bliver jeg mødt af børn med smil, latter og glæde. Jeg er forbavset, men tænker i samme åndedrag, det er et sundhedstegn. Det er hurtigt tydeligt, at personalet er dedikeret og holder af børnene. De yder en kæmpe indsats for at opveje børnenes hårde start på livet. Personalet sikrer ikke kun, at børnene går en bedre fremtid i møde. De er familie, ikke i den traditionelle forstand, men en familie det er de. Det er imponerende og et privilegie at få lov at opleve. Hvad kan være bedre end at bidrage til et formål som dette?

Jeg er så heldig, fordi jeg siden 2011 har været tilbage to gange – og om muligt, tabt mit hjerte endnu mere. Børnehjemmet i Pattaya er et sted, jeg altid vil søge tilbage til. Det er et sted, der forandrer dig – gør dig taknemmelig. Børnene får her muligheden for at forme deres fremtid, hvilket ellers ikke er givet.

 

 

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments

Gadebørnenes hjem fylder 25 år takket være danske bidrag

2015_1_gadebornenes_hjem_fylder_25_ar_takket_vaere_danske_bidrag

Af Sara Lyngsø

Oplevelsen af fællesskab og glæde møder mig, da jeg i dagene op til jubilæet besøger børnene på The Father Ray Children´s Home. Det er tydeligt, at alle børn har ansvarsområder i forbindelse med det forestående jubilæum, og der arbejdes seriøst og ihærdigt med forberedelserne – trods den hårdtslående varme.

Jeg møder smilende og imødekommende ansigter under mit besøg, men alligevel kræser mine tanker omkring, hvilke skæbner disse børn og unge mennesker har lidt i deres korte liv. Under min rundvisning får jeg en generel beskrivelse af børnene samt nogle helt personlige beretninger, som alle er hjerteskærende på hver sin måde. En stor del af børnene er flygtet fra fattigdom, misbrug og vold. Andre er blevet opgivet af familien og dermed nødsaget til at fortsætte livet på egen hånd. I håbet om at skabe sig en bedre tilværelse søger mange børn og unge fra hele Thailand til Pattaya, som i dag er verdenskendt for prostitution.

Virkeligheden og livet på gaden i Pattaya er barsk. Mange børn må tigge eller stjæle for at få råd til et måltid mad. Nogle børn tilslutter sig kriminelle bander, mens andre, både drenge og piger, prostituerer sig selv. På trods af de barske informationer forplanter der sig en behagelig følelse af håb og glæde i min krop, da jeg ikke er et sekund i tvivl om, at Father Ray Children´s Home giver børnene en unik mulighed for, at forbedre deres livsvilkår for altid.

Børnene på Father Ray Children´s Home får mulighed for at gå i skole, tage videregående uddannelser og dermed bryde den negative sociale arv, som mange er født ind i.

Lørdag d. 9 maj deltog jeg, som repræsentant for Den Danske Pattaya Fond, i hjemmets 25 års jubilæum. Det var et flot og højtideligt arrangement, der startede med en katolsk åbningsceremoni efterfulgt af mange flotte forestillinger af børnene. Yderligere blev der kastet et historisk tilbageblik på de sidste 25 år, hvor mere end 600 børn har fået fornyet håb og mod i livet.

Ved jubilæet blev der udsendt en stor tak til hjemmets sponsorer, og her modtog den Danske Pattaya Fond en hæderspris for den økonomiske støtte gennem årene. Budskabet var i samme åndedrag klart; arbejdet på Father Ray Children´s Home afhænger af sponsorer, og uden sponsorer ville mange børn leve et liv i Pattayas gader – et liv med prostitution, vold og kriminalitet.

 

 

 

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2015-1 Read more... 0 comments