NYHEDSBREV NOVEMBER 2016


Formanden har ordet

 Christian de Jonquiéres Photo Varavara Heyd

Af Christian de Jonquières

Hermed følger vores andet digitale nyhedsbrev, hvor vi beskriver Pattayas udvikling fra at være en fiskelandsby i 1960erne til i dag at være en storby med de problemstillinger, det har medført i tilknytning til prostitution og fattigdom, som har ramt vores målgruppe af børn.

Som det vil fremgå, har Child Protection and Development Center (CPDC) ansat to nye lærere fra henholdsvis Cambodia og Myanmar, da mange migrantfamilier i Pattaya kommer fra disse lande. Endvidere har CPDC udvidet undervisningen af børn i Pattayas slumkvarterer. CPDCs mobile skole, kaldet Mobile Training Unit, besøger hver uge cirka 200 børn i slumkvartererne, hvor de modtager undervisning. Vores tilbagemeldinger er den, at CPDCs store indsats virkelig fører til gode resultater.

Jeg skal samtidig benytte lejligheden til at takke The Cliftters, Lions i Virum og vores mange sponsorerer for en fantastisk, livsbekræftende og dejlig velgørenhedskoncert i Lyngby Kulturhus lørdag den 19. november 2016.

Tak også til de mange fremmødte, der gjorde aftenen til en stor succes.

I denne formandshilsen skal nævnes, at Thailands konge, Kong Bhumibol Adulyadej døde den 13. oktober 2016 i en alder af 88 år, hvilket har ført til, at der er erklæret national landesorg i Thailand i et år.

Den afdøde konge var i Thailand betragtet som en national faderskikkelse, som har kunne samle Thailandske folk.

Den Thailandske kongefamilie har gennem årene vist stor interesse for Børnehjemmet i Pattaya, The Father Ray Foundation og CDPC.

 

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments

Barnet på præstens dørtrin i fiskelandsbyen

Af Kasper Nesager-Hansen

Første kapitel i historien om fondens hjælpearbejde starter i 1971. Der var dengang en lille fiskelandsby, hvor den amerikanske, katolske præst havde sit sogn. I dag virker Pattayas små diminutive fiskehytter som et fjernt, næsten glemt minde, da alting står bøjet i neon på facaderne af flotte hoteller i glas og stål, mens betonbordeller hvert år bliver besøgt af flere millioner turister fra alle verdenshjørner. Mange turister kommer for solen og strandene, men størstedelen kommer stadig for at opleve visse indendørs attraktioner.

 

Fiskelandsbyen Pattaya i 1960erne & storbyen Pattaya i dag.

Børnehjemmet i prostitutionens by

Father Ray Brennan missionerede et par hundrede kilometer syd for Thailands hovedstad, Bangkok. For Pattaya var blevet et tilhørssted for amerikanske soldater, der var på orlov fra krigen i nabolandet, Vietnam. Soldaterne kom til fiskelandsbyen for strandenes hvide sand, solens klare lys og de surfervenlige bølger. Der gik dog ikke længe, før soldaterne fik øje på de lokale piger. Rygtet spredtes blandt soldaterkammeraterne, og Pattaya blev kendt for andet end sol, strand og bølger.

Barnegråd vækkede Father Ray en morgen i starten af 1970erne. Præsten åbnede døren, og på dørtrinnet lå et lille barn i sin vugge – ene og forladt. Hvad gjorde den katolske præst, der stod foran en hjælpeløs sjæl? Han tog barnet til sig og gav det et hjem med de bedste intentioner, men egenskaberne var få. Father Ray var jo ikke pædagog af profession. Han skulle dog lære det pædagogiske håndværk med tiden – for det rygtes hurtigt blandt de lokale, at amerikaneren tog sig af uønskede børn. Et barn blev til flere i takt med, Pattayas unge kvinder blev gravide med de besøgende soldater – missionen blev forvandlet til et børnehjem.

Father Raymond Brennan i sine unge dage.

Father Raymond Brennan i sine unge dage.

 

Krigen i Vietnam sluttede, og soldaterne tog hjem til USA. Her fik historien om de smukke piger i Pattaya hurtigt ben at gå på. Fiskelandsbyen fik besøg af mange turister, der bestemt ikke var interesserede i fisk. Pattaya er i dag en storby med flere hundrede tusinde indbyggere. Byen lever af turisme, og bystyret har haft svært ved at følge med udviklingen – og prostitutionen. I de sidste ti år har bystyret haft held med at koncentrere prostitutionsmiljøet til centrum af Pattaya, men her lyser det op i fuld kulør. Hvad der startede med lokale piger, som tjente til dagen og vejen, er i dag et udbud af piger, drenge, kvinder som mænd, hvor alder og nationalitet ikke er en hindring for en karriere inden for verdens, efter sigende, ældste erhverv.

Father Rays børnehjem voksede stødt i takt med Pattaya. Hjemmet tjente som en åndelig og humanitær oase i en ellers sjæleforladt prostitutionsørken. Hos præsten blev der passet godt på børnene. Father Ray blev berømt i lokalmiljøet blandt forældre uden muligheden for at passe på deres børn, men hans berømmelse nåede også prostitutionens bagmænd i byens centrum, hvor præsten måtte erfare, at han ikke kunne færdes efter mørkets frembrud. Han var blevet beskudt af folk, der ikke ønskede, at børnene skulle væk fra gaden og ind i trygge rammer, som børnehjemmet tilbød drenge og piger, der levede et liv på gaden.

 

Pattaya i midten af 1980erne.

Pattaya i midten af 1980erne.

Danskerne træder til

Præsten og de mange forældreløse børn såvel som gadebørn fik hjælp fra Danmark og gode danske velgører, der kom til børnehjemmet og så, hvad Father Ray kunne gøre for børnene med meget beskedne midler. Han gav sine børn tag over hovederne, tøj på kroppene og mad i maverne – han var en faderskikkelse for børnene uden forældre.

Father Ray døde i august 2003, men hans dedikerede personale fortsætter præstens hjælpearbejde i samme ånd, men på et helt andet niveau. Pattaya er en storby, og børnehjemmet er i dag tre børneorganisationer, som hjælper gadebørn, forældreløse børn, unge handicappede fra fattige familier. Måske mest tragisk af alt er der især behov for at beskytte de mange børn fra overgreb og misbrug i en by, som stadig rummer omfattende prostitution. Dette er efterhånden blevet hovedmissionen for det hjælpearbejde, der fik sin spæde fødsel med barnet på dørtrinnet.

Børnehjemmet i Pattaya i midten af 1970erne.

Børnehjemmet i Pattaya i midten af 1970erne.

 

For Den Danske Pattaya Fond er det vigtigt, at vi kan videreføre Father Brennans hjælpearbejde. Danske kræfter hjalp børnehjemmet i sin spæde begyndelse, og danske kræfter kan fortsat hjælpe med at sikre børns vilkår, tryghed og fremtid.

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments

Børnenes rejse til det forjættede land

Af Kasper Nesager-Hansen

Pattaya vokser. Byen sover blot få timer i døgnet. Om dagen pryder børnefamilier, surfere og strandløverne bybilledet, ligesom turisterne flittigt besøger badebyens mange butikker og shopping centre. Efter mørkets frembrud summer neonlyset om kap med musikken og kvindernes råben med tilbud til forbipasserende – mænd som kvinder.

Bag Pattayas turistmylder findes en lokalbefolkning, som udvikler og bygger byen, ligesom du blot skal uden for centrum for at opleve byens enorme fattigdom. Folk kommer fra det øvrige Thailand såvel som fra nabolandene. Historierne om byens rigdom og muligheder virker nærmest endeløse og mirakuløst lovende for mennesker, der både er foruden midler eller håb for fremtiden. Historierne får mænd og kvinder til at strømme til byen, mens forældre valfarter til Pattaya for at etablere et nyt liv. Det er næsten som scenen i Bille Augusts, Pelle Erobreren, hvor Pelles far står på dækket af Sverigesbåden og peger mod Danmarks kyst, mens han fortæller sin lille søn, at her findes lykken – de fattige dage i Sverige er endelig talte.

 

Når børnene i slummet får besøg af MTU, er der plads til leg.

Når børnene i slummet får besøg af MTU, er der plads til leg.

 

Desværre, ligesom i Pelle Erobreren, opdager størstedelen af tilflytterne, nationale som internationale, at livet i Pattaya er alt andet end det forjættede land. Hele familier bosætter sig ved byggepladser, fordi der er arbejde at finde her. Børnene løber omkring gravemaskiner såvel som byggematerialer, som har det med at falde ned fra store højder, og leger, mens forældrene bygger et nyt hotel eller shopping center.

Pattayas forstæder er en blanding mellem prangende forstadsvillaer og blikskure. Du kan se til venstre og få øje på et nabolag med palmetræer og swimmingpools. Drejer du blikket mod højre, ser du faldefærdige rønner uden rindende vand og kloakering.

Realiteten for mange af Pattayas børn er dyb armod, sygdom og en barndom uden skolegang eller udsigt til mad hver dag. Men i modsætning til Pelles barndom i Danmark er der håb for børnene i slummet.

Mobile Training Unit (MTU) er håbets varevogn. Hver dag kører varevognen ud til seks forskellige lejre i Pattaya, hvor immigranterne har slået sig ned. Child Protection and Development Center (CPDC) har sammen med forældrene i lejrene bygget børnehaver til børnene uden for byggepladserne, hvor de helt små er under opsyn af forældre og pædagoger fra CPDC.

 

Børnenes familier har ikke mulighed for at sende dem i skole, så skolen kommer til dem.

Børnenes familier har ikke mulighed for at sende dem i skole, så skolen kommer til dem.

 

Aftalen mellem forældre og børneorganisationen beror på en fælles indsats, hvor CPDC bidrager med penge og materialer til at drive børnehaverne, mens forældrene selv bygger dem. De har erfaringen med opførelsen af bygninger – nu bygger de trygge rammer for deres børn.

Lejrenes børnehaver tjener et større formål. Hos CPDC ønsker man at give børnene skolegang, hvor de lærer at læse, skrive og tale thai såvel som engelsk. Undervisningen i børnehaverne giver eleverne muligheder, som deres forældre ikke har haft, men den giver også børnene en indsigt i, hvad det vil sige at varetage eget liv og sundhed.

For Pattaya er Pattaya – på godt og ondt. Forældrene har arbejde og kan tjene penge nok til at klare sig mange år med få års arbejde i badebyen, men børnene i lejrene er lette ofre for sygdomme, pædofile og organiseret børneprostitution. Lejrene mangler ikke kun adgang til rent vand og toiletfaciliteter, men også afskærmning af børnene. Mange børn bliver lokket af voksne udefra, som fortæller om lette penge og muligheder, hvis børnene blot kommer og arbejder for dem – intentionerne med arbejdet er langt fra noble. Forældrene er ikke klædt på til at håndtere en situation, hvor lokale prostitutionsbagmænd opsøger enten dem eller børnene, og de tør ofte ikke sætte sig op imod de lokale, fordi mange er illegale immigranter uden forståelse for deres rettigheder.

Mobile Training Unit besøger alle seks lejre flere gange om ugen. Her underviser man flere end 150 børn i basal hygiejne, når man ikke har adgang til basale nødvendigheder. Undervisningen bidrager til bekæmpelse af sygdomme og smitte, hvilke ellers er hyppige i lejrene. MTU fortæller også børnene og deres forældre, at de har rettigheder – også selv om man opholder sig illegalt i landet. Børnene bliver klædt på til at håndtere en situation, hvor en voksen gør tilnærmelser, mens forældrene får indsigt i, hvad de kan gøre, når deres børn bliver antastet.

Historien er den samme i Pattayas syv slumkvarterer. Her underviser MTU flere end 200 børn i at begå sig i badebyens mange fristelser og tilbud, ligesom lærerne underviser børnene i et almindeligt folkeskolepensum.

Visionen med MTU er at give børnene en fremtid på trods af nogle af de ringeste og barskeste vilkår, vi kan forestille os – det hele skal resultere i, at børnene kommer ud af armoden.

 

Når bagsmækken i håbets varevogn går op, begynder legene.

Når bagsmækken i håbets varevogn går op, begynder legene.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments

Fortid er forord: Børnene skal ikke have forældrenes liv

Af Kasper Nesager-Hansen

Børn er børn. Nogle opholder sig illegalt i Pattaya, mens andre er immigreret på lovlig vis. Fælles for alle børnene i CPDCs Drop-in Center er, at de ikke får lov til at gå i lokale, thailandske folkeskoler, eftersom skoleledelserne er bekymrede for migrantbørnenes adfærd – de forstår ikke thai og kan derfor ikke koncentrere sig om at modtage undervisning. CPDCs direktør, Radchada Chomjinda, har en mission.

Drop-in Centeret er oprindeligt tiltænkt gadebørnene, der har brug for et midlertidigt sted at være. I dag er centeret også en skole, som skal undervise immigrantbørn fra Myanmar og Cambodia i deres modersmål, thai, engelsk og andre fag, du normalt finder i folkeskolen. Radchada Chomjinda fortæller, at hun oplever migrantbørnene som velfungerende og ofte mere disciplinerede end thailandske skolebørn, hvorfor direktøren undrer sig over de lokale skolers afvisning af børnene. CPDC har derfor investeret i en skolebus, som henter immigrantbørnene ved de forskellige byggepladser i Pattaya – for de skal i skole.

CPDC har ansat en cambodiansk lærer til at undervise de cambodianske børn i deres modersmål, thai, engelsk og matematik. Tong Tong har en bachelorgrad fra Mahasarakam University i det nordøstlige Thailand, hvilket svarer til et dansk lærerseminarium. Tong Tong underviser sine landsmænds børn fra mandag til fredag, mens han går på det lokale universitet i weekenden for at få sin kandidatgrad.

 

tong-tong

Tong Tong (nederste venstre hjørne) fra Cambodia skal undervise børnene i cambodiansk, matematik, thai og engelsk.

 

Børnene fra Myanmar bliver undervist af Kay Paw. Han lærer børnene at læse og skrive på deres modersmål, ligesom de får undervisning i thai. Kay Paw lærer også børnene at danse, lave mad og arbejde med hænderne. Han får snart selskab af en ny lærer fra Myanmar, som supplerer ham.

 

Kay Paw er fra Myanmar. Han skal undervise børnene i deres modersmål, dans, håndarbejde, madlavning og thai.

Kay Paw er fra Myanmar. Han skal undervise børnene i deres modersmål, dans, håndarbejde, madlavning og thai.

 

For Radchada Comjinda handler skolen i Drop-in Centeret om at give børnene en fremtid og et sted at være. Hun fortæller, at børnene og deres forældre som regel opholder sig i Thailand i flere år, før de har tjent penge nok til at vende hjem igen. Problemet er, at hvis børnene ikke modtager undervisning, vil langt de fleste af dem have meget dårlige fremtidsudsigter. I bedste fald vil de, ligesom forældrene, ernære sig med arbejde på thailandske byggepladser, hvor sikkerhed er et lettere udvandet begreb. Med basale kundskaber i matematik, thai og engelsk vil børnene være betydeligt bedre stillet – det er Radchada Chomjindas håb.

 

Caption here

Caption here

 

CPDC-direktøren håber også, at børnenes undervisning i thai, giver dem adgang til lokale folkeskoler en dag – og måske endda videregående uddannelser. Vejen er lang, men børn er børn, og de fortjener en fremtid, da de hverken har indflydelse på forældrenes beslutning om at flytte til Thailand såvel som folkeskolernes beslutning om, at børnene er forment adgang. Som Radchada Chomjinda siger; hvis børnene ikke har et sted at være, hvor de er under opsyn, så leger de på farlige byggepladser, eller de opholder sig alene i slummet, mens forældrene er på arbejde, hvilket gør dem til lette ofre for voksne, der gerne vil udnytte dem. Forældrene har ganske enkelte ikke penge til en babysitter endsige privatundervisning i hjemmene.

Forældrene har et gratis alternativ i Drop-in Centerets skole. Hver morgen kommer CPDCs skolebus og henter skolebørnene i de forskellige migrantlejre i Pattaya. Forældrene skal ikke til lommen, men de skal sørge for, at deres børn er klar, når bussen triller ind blandt skurene af træ og blik. Sidst på eftermiddagen bliver børnene kørt hjem igen til deres forældre, som ikke behøver at bekymre sig om deres børns sikkerhed, mens de er på arbejde.

 

Tong Tong i fuld gang med at undervise immigrantbørnene.

Tong Tong i fuld gang med at undervise immigrantbørnene.

 

Missionen har i sig selv et nobelt mål, men Radchada Chomjinda vil have, at de lokale folkeskoler skal ændre mening og lade migrantbørnene deltage i deres undervisning. Hvad giver CPDC-direktøren håb for, at det kommer til at ske?

 

Radchada Chomjinda er ikke kun direktør for CPDC. Hun er også meget vellidt af de børn, hun arbejder for.

Radchada Chomjinda er ikke kun direktør for CPDC. Hun er også meget vellidt af de børn, hun arbejder for.

 

Svaret findes i 1990erne. Her oplever Radchada Chomjinda, som er daglig leder af Børnehjemmet i Pattaya, hvordan Father Brennans erhvervsskole for handicappede unge langsomt, men sikkert, ændrer det lokale erhvervslivs syn på handicappede mennesker fra andenrangsmennesker til værdifuld arbejdskraft gennem gratis uddannelse. Dimittenderne fra Handicapskolen forstod, at de havde fået en mulighed her i livet, og de tog den. De arbejdede hårdere og grundigere end deres ”normale” kollegaer – ofte til lavere løn. Med årene forstod virksomhederne værdien i at ansætte unge go-gettere med handicaps. Håbet for CPDC-missionen findes i de tidligere succeshistorier ud fra Shakespeare-devisen om, at fortid er forord.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments

Når forældrene svigter

Små børn, burde de ikke ligge i deres senge og sove, når nattelivet skruer op for dansemusikken, og de voksne nyder kolde fadøl i subtropisk varme? Vi er vant til, at forældre putter deres børn, læser godnathistorier og lader døren stå på klem, så monstrene under sengen ikke kommer frem, når lyset slukkes.

Em

Ems historie bør ikke læses højt for børnene inden sengetid. Em går i seng, når hans mor og ham vender hjem fra nattelivet ved daggry – de skal ud og tjene penge. 2007 er året, hvor Ems mor henter ham til Pattaya. Bedstemoren dør, og moren må atter passe sin søn, men Em er et middel til at tjene penge. Mor og søn vandrer rundt blandt turister og fulde fremmede i Pattayas natteliv for at tigge penge. Penge, der går til stoffer, som moren indtager i nedlagte barer lidt uden for centrum. De bor her – sammen med andre stofmisbrugere.

Først i slutningen af 2008 opdager de lokale myndigheder drengen. Han sidder blandt en gruppe narkomaner, som sniffer lim, og myndighederne tager ham med til CPDC – moren accepterer, hun er travlt beskæftiget. Em er fem år gammel.

Børnene på CPDCs børnehjem kommer fra et liv, man svært kan forestille sig. Alligevel får de en glad og tryg barndom med mange brødre og søskende.

Børnene på CPDCs børnehjem kommer fra et liv, man svært kan forestille sig. Alligevel får de en glad og tryg barndom med mange brødre og søskende.

Fai

Faren forlader familien, da Fai er baby. Pigens mor finder sig en ny mand. Parret bruger al tiden sammen, og Fais mor varter stedfaren op, mens datteren er overladt til sig selv. Fai kan ikke fortælle os præcist, hvor gammel hun er, da stedfaren begynder at misbruge hende seksuelt, men hun er meget ung. Fai er syv år gammel, da myndighederne i 2010 bringer hende til CPDC, hvor hun skal beskyttes mod stedfarens overgreb.

Vejen mod CPDCs børnehjem er lang. Fai begynder skolen, før hun fortæller om misbruget i hjemmet. Pigen er modig, fordi stedfaren truer hende med tæsk, hvis hun røber deres lille hemmelighed, men Fais vilje er stærkere end truslerne. Skolen kontakter myndighederne, og i sin rapport fortæller en politimand, der overvåger hjemmet og overgrebene, at stedfaren ophidser sig selv med pornofilm, før han forgriber sig på pigen. Han afsoner i dag en længere fængselsstraf.

 

Børnehjemmet hjælper børn i alle aldre til en bedre og lykkeligere tilværelse.

Børnehjemmet hjælper børn i alle aldre til en bedre og lykkeligere tilværelse.

Big

Familien er fattig. Bigs mor er arbejdsløs og HIV-smittet. Faren arbejder som sikkerhedsvagt for at forsørge familien, men den beskedne løncheck rækker ikke. Big begynder allerede som dreng at tigge på gaden. Her møder han sine venner, der præsenterer ham for hårde stoffer og homoseksuelle turister. Big går den samme maltrakterende vej som så mange andre gadebørn i Pattaya. Han er i risikozonen for at blive smittet med HIV, ligesom sin mor, og han forstår ikke sine rettigheder i forhold til fremmede sexturister, der udnytter ham.

I 2010 opdager myndighederne Big. Han er ti år gammel, da han kommer til CPDC. På grund af underernæring og den barske start på livet, er Bigs hjerne underudviklet, og han har svært ved at tilpasse sig børnehjemmets stabile rammer. Forældrene er der ingen informationer om.

 

Hos CPDC dyrker børnene deres egne afgrøder i baghaven, som de indsamler dem selv.

Hos CPDC dyrker børnene deres egne afgrøder i baghaven, som de indsamler dem selv.

Den lange vej

Em, Fai og Big er blot tre børn, som bor på CPDCs børnehjem. 200 unge sjæle bor der efterhånden på hjemmet – og de fleste deler en næsten ubærlig skæbne med de tre børn. Man kan bide sig selv i læben og spørge, hvad hjælper det? Hvordan kan man stykke et ungt menneske sammen igen efter så grusomme oplevelser så tidligt i livet?

Svarene findes i tiden, men ikke tiden alene. Myndighederne og forældrene til børnene har valgt CPDC som hjemmet, der skal hjælpe børnene. For Thailand har ikke samme sociale net til at spænde ud under børn i frit fald, hvis tryghed vi har lullet os ind i her i Danmark. Myndighederne i Pattaya beder derfor CPDC om hjælp. Privatorganisationen specialiserer sig i kriseramte børn – et trist, men nødvendigt speciale i en by som Pattaya.

CPDCs børnehjem er et af de få i Thailand, hvor man har en børnepsykolog boende på selve hjemmet. Langt de fleste børn modtager psykologbehandling, mens de mest skadede børn skal igennem en psykiatrisk udredning, når de kommer til CPDC. Em har svært ved at koncentrere sig i skolen, og han har en lav IQ som følge af en traumatisk barndom. Han er blevet diagnoseret med ADHD og får i dag medicin. Fai og Big lider samme skæbne. Begge børn har en lav IQ, og følgerne af underernæring i deres tidlige barndom gør, at de er underudviklet.

 

Ved spisetid ved børnene, hvad de putter i munden – de har selv sørget for at dyrke maden.

Ved spisetid ved børnene, hvad de putter i munden – de har selv sørget for at dyrke maden.

 

Håbet er, og det har CPDC mange års erfaring og succes med, at børnene gennem en særlig dagligdag forstår at klare sig i livet, når de bliver voksne. Psykologbehandling, skolegang og trygge rammer hjælper alt sammen, men CPDC-børnene lærer også at meditere hver dag, hvilket hjælper på at bearbejde deres traumer. De bor i små huse sammen med 10 andre børn og en pædagog, hvor de bliver opdraget til at udføre deres pligter, varetage egen hygiejne og forstå at begå sig i et fællesskab.

CPDC kan ikke fuldkommen helbrede børn som Fai, Em og Big, men børnene får behandling, og de bliver klædt på til en dag at forlade reden. På grund af CPDC har de en fremtid, og på grund af deres behandling og opvækst, er der håb for, at børnene får en nogenlunde normal fremtid.

Em, Fai og Big er ikke børnenes rigtige navne. Fonden ønsker heller ikke at vise deres billeder af hensyn til deres privatliv.

 

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments

Johnny Reimar og The Cliffters synger for børnene

Af Kasper Nesager-Hansen

 

Vi er så gamle, at vi skal have egen læge med, når vi spiller koncert, proklamerede Johnny Reimar, da han sammen med TV-lægen fra Danmarks Radio indtog scenen i Lyngby Kulturhus. Peter Geisling var dog ikke på scenen for at passe på The Cliffters lørdag den 19. november. Han var koncertens konferencier, og anledningen var, at The Cliffters afholdte støttekoncert til fordel for børnene i Pattaya.

Koncerten var knapt nok gået i gang, før de første jitterbuggere havde indtaget dansegulvet. I næsten tre timer blev der sunget, danset og købt lotterisedler. Lions Virum har sammen med The Cliffters og Den Danske Pattaya Fond arrangeret koncerten, der har samlet kr. 27.350 ind til Pattayas nødstedte børn.

Fonden ønsker at sende en stor takkehilsen til The Cliffters og Lions Virum, der optrådte og arbejdede gratis.

img_2392 img_2400 img_2401

Posted in: Nyhedsbrev-2016-3 Read more... 0 comments