NYHEDSBREV NOVEMBER 2016


Formanden har ordet

 Christian de Jonquiéres Photo Varavara Heyd

Af Christian de Jonquières

Der er her op til jul mange ting at glæde sig over for Den Danske Pattaya Fond.

Vores sponsoraften den 19. november 2016 med the Cliftters fremragende musik og med Lions Virum som gode medværter førte til, at vi kan overføre små kr. 30.000,00 til de nødlidende børn i Pattaya.

På ny tak for det.

Herudover kan vi, som det vil fremgå af nyhedsbrevet, glæde os over at Khun P’Lam fra Børnehjemmet i Pattaya har været på besøg i Danmark for at hilse på tidligere frivillige og adoptivbørn, hun har hjulpet med at komme til Danmark. Vores 2 kommitterede Sara Lyngsø og Lise Futtrup Borg stod for dette fine arrangement i Aarhus.

Khun P’Lam er, som det vil fremgå, selv vokset op på Børnehjemmet og her på et tidspunkt, hvor Father Raymond Brennan stod for Børnehjemmet.

Endvidere kan vi glæde os over, at Handicapskolen netop har dimitteret 54 elever, og herunder en ung kvinde, Pan, i kørestol, som kommer fra de mest fattige kår i Thailand, men gennem sin uddannelse har fået nye muligheder i livet.

Herudover skal jeg gøre opmærksom på vores julekonkurrence, hvor vi stiller 2 gavekort fra Illum på højkant.

Afsluttende skal jeg på bestyrelsens vegne takke vores sponsorer for de gode indbetalinger i 2016 og samtidig benytte lejligheden til at ønske alle læsere af nyhedsbrevet en rigtig glædelig jul og et lykkebringende år 2017.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments

Vær forandringen!

Af Kasper Nesager-Hansen

Handicappede er andenrangs mennesker. En grov betragtning, men ikke desto mindre er det betragtningen, som mange handicappede møder i Thailand. Dette menneskesyn har affødt tilsvarende behandling af mennesker, som er født anderledes. Resultatet er, at disse mennesker har svært ved at finde arbejde, og når de endelig gør, er det lavtlønnet arbejde som ufaglærte – de, der finder arbejde, er de heldige. Ofte bliver handicappede børn og unge lukket inde i hjemmet, fordi familien skammer sig over dem – de bringer skam over familien. Når de er gamle nok til at flytte hjemmefra, er det som regel et liv som tigger, der er venter.

For den danske læser kan sådan et syn på ens medmennesker virke umenneskeligt, og hvordan kan man skamme sig over at have et handicappet menneske i familien? Svaret ligger i en meget stringent thailandsk fortolkning af buddhismen, der prædiker, at handicaps er straffen i dette liv for at have været et slemt menneske i et andet.

 

Unge handicappede bliver undervist af ulønnede lærer, som kommer til Father Ray Foundation fra hele verden, heriblandt Danmark. Det er en start på et nyt og bedre liv.

Opgøret med dette menneskesyn er i gang, og i fortroppen finder vi Handicapskolen, der er Father Ray Foundations kostskole for handicappede med behov for en videregående uddannelse. Men opgøret er ikke nyt. Gennem årtier har Handicapskolen vist, hvordan fattige handicappede unge kan være et aktiv for lokale virksomheder, fordi de har fået den rette uddannelse, indstilling til arbejdet og skærpelse af en ukuelig vilje til sejr. Skolen, lærerne og eleverne har gang på gang, år efter år, vist omverdenen, at handicappede i kørestole og på krykker har en værdi for samfundet og familie, hvor vanærens grå tåge over familiens renommé letter, når enfant terrible kommer hjem med medaljer fra internationale atletiske konkurrencer, et diplom og en løncheck, der kan løfte hele familien ud af fattigdom.

 

Handicapskolens elever er ofte eliteatleter, som repræsenterer Thailand under OL og andre lege. Elevernes ukuelige vilje til sejr og et bedre liv vinder hæder til et land, der ikke altid behandler dem humant.

 

Handicapskolen har tradition for at modtage unge mennesker fra fattige kår. Kostskolen giver dem en gratis toårig uddannelse enten som IT-udviklere, systemudviklere, elektronikmekanikere eller andre lignende fag – alle har engelsk som bifag. Siden 1984 har Handicapskolen uddannet unge mennesker, som på første dagen kommer humpende ind af porten med primitive krykker, bræt med hjul eller båret af venner eller familie. Fælles for eleverne er det spinkle håb om at blive til noget – at gøre sig til nytte for omverdenen og blive til noget.

 

De har hele deres liv fået at vide, at de ikke duer til noget. Handicapskolen giver eleverne selvtillid og evnen til at klare sig selv på trods af fysiske udfordringer.

 

Dimittenderne fra Handicapskolen blev i de første år modtaget af det lokale erhvervsliv med skepsis. Hvordan kunne disse andenrangs mennesker bidrage med noget som helst til virksomheden? Skepsis blev gjort til skamme. For de arbejdede med samme flid og selvtillid, som de gjorde på skolebænken. Virksomhederne opdagede, hvordan en handicappet medarbejder arbejdede længere og mere effektivt end de ”normale” medarbejdere. Årene blev begyndelsen til en ny normal. Rygtet spredtes blandt erhvervslederne, og dimittenderne fra Handicapskolen kom i høj kurs. For hvorfor ansætte en almindelig medarbejder, når man kunne få en handicappet dimittend, der var mere ambitiøs, mere effektiv og ofte bedre uddannet?

I begyndelsen af december dimitterede 54 elever fra Handicapskolen. Pan var blandt dem. Den 21-årige kvinde kommer fra den fattige nordøstlige provins i Thailand, hvor hun er et af tre børn. Pans mor vidste ikke, at hun var gravid med hende. Moren behandlede derfor ikke sin krop særligt skånsomt, indtil hun langt inde i graviditeten, men det var for sent. Pan blev født med forskellige deformiteter. Farens arbejdede som bygningsarbejder. Han var den eneste, som forsørgede familien, og der var hverken råd til medicin eller operationer. Pan endte i en kørestol allerede i sin barndom.

Pan har ikke haft de letteste vilkår eller de bedste muligheder i livet. Hun begyndte på Handicapskolen i efteråret 2014. Selvtilliden var lav, men håbet havde stadig en knitrende flamme i hendes bevidsthed – hun havde hørt, at kostskolen gav folk en ny chance i livet. Hun havde svært ved at tro på det i starten, men foruden den boglige uddannelse var der undervisning i sport og fysisk træning. Sindet som kroppen skulle udvikles og styrkes.

I dag er Pan dimittend med en gennemsnit lidt over middel. Hun har netop modtaget en bevilling til en ny og elektronisk kørestol, og det lokale erhvervsliv vil gerne tale med hende om fremtiden. Pan er ikke kun en del af en tradition, men en bevægelse. En bevægelse, som ikke kræver, men leverer resultater og lader resultaterne tale for sig selv. Pan, hendes medstuderende og dimittenderne før dem viser en hel nation, hvad handicappede har at byde på. De ændrer samfundets syn på dem gennem flid og resultater. I dag findes der kørestolsramper og handicapvenlige faciliteter i store dele af Pattaya. Dimittenderne arbejder for multinationale virksomheder som Sony, Panasonic og Samsung.

Gandhi sagde: Vær forandringen du ønsker. Father Ray Foundations arbejde med handicappede nytter.

Vil du bidrage til forandringen, kan du overføre dit beløb til fonden, Reg. nr. 8075, kontonr. 0000144679. Tak for din støtte.

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments

Handicapskolen ændrer danskers liv

Af Kasper Nesager-Hansen

Hvad får en 23-årig kvinde fra Skagen til at pakke kufferten og rejse til Pattaya i et halvt år for at være frivillig hos Father Ray Foundation?

Jeg fanger Cecilie Pedersen, mens hun skriver bachelor i pædagogik. Hun er hjemme igen i Danmarks nordligste by, men julen blev i 2013 holdt i sommervarme og palmetræer – blandt handicappede og fattige børn, der sjældent har set skyggen af en julegave. Cecilie fortæller, at hun havde et brændende ønske for at være noget for nogen – og hjælpe andre i nød. Det virkede derfor naturligt for den unge pædagogstuderende at søge til Pattaya.

 

Cecilie underviste unge handicappede kvinder i engelsk i et halvt års tid. Det var en oplevelse for livet.

 

Cecilie underviste en klasse med unge handicappede kvinder på Handicapskolen. Hun fortæller, hvordan hun stadig får breve og e-mails fra sine elever – godt seks måneder efter hun vendte hjem til Skagen. Hun taler levende om, hvordan hun føler, hun har givet lidt af sig selv, men har fået så mange gode oplevelser og minder til gengæld. Cecilie forstod at respektere kulturen i det land, hun arbejdede som frivillig og engelsklærer. Hun befandt sig i et fremmede land med anderledes værdier og måder at gøre tingene på. Hun fortæller, at visse ting ville vi gøre anderledes i Danmark, men den indstilling skulle ikke skinne igennem i Thailand – og det føler hun, at hun er kommet langt med. På døren af køleskabet hænger der små breve fra eleverne.

“De tager en tilbage, når det bliver surt herhjemme”, fortæller Cecilie. Hun mindes de gode stunder, hun har haft med sine elever, og det kan der være brug for – det har ikke været helt nemt at “komme hjem” til Danmark.

Kort tid efter Cecilie vendte hjem til Danmark, gik forholdet fik en ende, men drama er der ikke det store af, og hun er venner med sin ekskæreste. For opholdet modnede Cecilie, hvilket hendes omgangskreds bemærker, da hun afdramatiserer bruddet:

“Fordi vi ikke er kærester mere, skal vi så hade hinanden? Det får vi ikke noget ud af. Bare fordi vi ikke er kærester længere, betyder det ikke, at vi ikke kan have et godt venskab,” siger Cecilie, der fremhæver, at de blot er vidt forskellige steder i deres liv lige nu. På den professionelle front er det også svært at finde sig til rette på de danske breddegrader, da børn og unges respekt for pædagoger og undervisere er større hos eleverne på Handicapskolen. For Cecilie er det også noget af en omvæltning at være hjemme i det rige Danmark igen, da hun oplevede fattigdom på nært hold. Derude oplevede hun, hvordan hendes elever ikke havde råd til en ordentlig kørestol eller et par sko, selv om sålerne var slidt ned.

 

Cecilie med nogle af sine elever, som hun stadig har kontakt til.

 

Hvad står klarest i erindringen, når du tænker tilbage på din tid som lærer?

“Forholdet til eleverne. Hvor meget det betyder, når du er dernede. De startede med at være meget stille, men så gik jeg lidt til dem for at lære dem at kende, og de fik lov til at lære mig at kende udover det, at jeg var deres lærer.”

Cecilie fremhæver om vigtigheden i at lære, hvordan man håndterer situationen, når elever lider et nederlag, hvis de dumper en prøve eller ikke fik de karakterer, de håber på. Hun fortæller også om vigtigheden i at se den enkelte elevs behov. Der var en ung kvinde, som altid faldt i søvn i timerne. Cecilie talte med sine kollegaer, der også oplevede, at eleven havde svært ved at holde sig vågen. De tog en snak med den unge kvinde og fandt frem til, at der var et problem med hendes medicin, og hun følte ofte, at hun ikke havde lyst til at gå i skole. Cecilie og hendes kollager lyttede til eleven, der fik at vide, at hun ikke var alene, og de gerne ville lytte til hende, når hun havde det svært. Efterfølgende var den unge studerende mere aktiv i timerne, og hun endte med at bestå sin eksamen.

Cecilie beskriver sine tidligere elever som meget flittige og respektfulde. En ting er den thailandske kultur, hvor lærerer har en høj status, men eleverne ved også, hvor vigtig uddannelsen er for dem – det er deres vej ud af fattigdommen. Det var en positiv oplevelse for Cecilie at undervise. Hun har prøvet det før herhjemme, hvor der kan og ofte er en anden stemning i klasselokalet, og hvor hun kan føle, der er en mangel på respekt for undervisningen.

Har der været øjeblikke, hvor dine elever på Handicapskolen har inspireret dig?

“Hver dag, uden det skal lyde for klichéagtigt. Men det at komme på arbejde hver dag og møde elever, der har haft så ringe vilkår i livet og alligevel er glade, og ved hvad de gerne vil arbejde med, fordi de har mål i livet, gav mig lyst til at komme ind i klasselokalet og give dem noget af det, jeg kan, fordi de er så ivrige efter at blive til noget. Det var en øjenåbner,” beretter Cecilie, der pointerer, at vi her hjemme engang i mellem har lidt for let ved at blive slået ud.

“Så møder du en ung pige, som lige har mistet sine søskende og selv var tæt på at dø, men bare gerne vil lære noget – det var virkelig inspirerende. Det var ikke nogle få stunder – det var hver dag.”

Cecilie taler om at opholdet har gjort hende ydmyg over for, hvor skrøbeligt livet er, og hvordan det giver stof til eftertanke. Hun tæller dagene til bachelorprojektet er i hus. For hun vil tilbage til Father Ray Foundation til marts, så hun kan opleve sine tidligere elever dimittere fra Handicapskolen.

 

At være frivillig hos Father Ray Foundation var ikke et 8-16 job, men en livsstil for Cecilie, der gik op i at være noget for de mennesker, hun kom for at arbejde med. Selv fridage blev brugt i den gode sags tjeneste, når der var arrangementer i Pattaya, som kunne fremme handicappedes vilkår.

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments

Storken besøger Danmark

Af Sara Lyngsø

Da P’Lam er 7 dage gammel, bliver hun bragt til Børnehjemmet i Pattaya fra et nærtliggende hospital – hendes mor er der intet spor af. P’Lam beskriver med egne ord sin opvækst på Børnehjemmet som kærlig og lærerig, og under vores samtale bemærker jeg, hvordan hendes smil breder sig, mens hun viser mig billeder fra sin opvækst, hvorigennem hun beskriver minder og oplevelser.

 

P’Lam i Aarhus sammen med nogle af de børn, hun har hjulpet til Danmark, deres forældre og tidligere frivillige fra Børnehjemmet i Pattaya

 

Selv om P’Lam i dag er 39 år bor hun stadig på Børnehjemmet. Hvorfor? Hun har en mission. Sammen med Radchada Chomjinda, Børnehjemmets direktør, arbejder P’Lam for give de mindste og heldige børn et nyt liv – blandt andet i Danmark. P’Lam står ganske enkelt for adoptionen af de børn, som har papirerne i orden, og hun kan finde forældre til.

 

Nogle børn er større end andre. Sådan er det, når man har brug næsten halvdelen af sit liv på at velsigne par med børn.

 

Hovedformålet med P’Lams besøg i Danmark er at gense, mange af de børn, som hun gennem årene har passet på Børnehjemmet og sidenhen adopteret til Danmark. Det skulle dog også vise sig, at mange adoptivfamilier ligeledes havde stor interesse i at møde hende, idet godt 40 mennesker var mødt op på en restaurant i Aarhus midtby en kold søndag eftermiddag – blot for at give P’Lam et kram og et smil. Udover familierne var også en stor gruppe frivillige fra Børnehjemmet mødt op for at give hende en varm velkomst i det kolde nord – især efter thailandske standarder. Der var stor gensynsglæde blandt de mange fremmødte, også de mange adoptivbørn med fælles baggrund synes at have stor fornøjelse af at møde hinanden.

 

P’Lam sammen med Benjamin Ohm. En dreng hun fik en særligt nært forhold til, mens han var på Børnehjemmet i Pattaya.

 

Efter arrangementet ventede der P’Lam et besøg hos drengen, Benjamin Ohm, som hun har et særligt bånd til. Benjamin Ohm er født for tidligt og grundet hans lille størrelse ved ankomsten til Børnehjemmet skønnede P’Lam hurtigt, at han havde brug for ekstra tryghed og omsorg. Benjamin Ohm var i hans første leveår en forsigtig lille dreng, som oftest var at finde i P’Lams nærhed, hvor han søgte tryghed. P’Lams omsorg for den lille dreng var med til at skabe et stærkt og særligt bånd, da Benjamin Ohm var ganske lille. Drengen er 2 år gammel, da han bliver adopteret til Danmark, og deres veje må hermed skilles – men båndet består. Idag er Benjamin Ohm 10 år og bor sammen med sin mor og far lidt uden for Aarhus. Jeg er med, da de to genser hinanden en december aften. En udadvendt, storsmilende og energifyldt dreng løber P’Lam i møde. Smilet, der breder sig over hendes ansigt i samme øjeblik, fortæller mig alt. Mange følelser er på spil for P’Lam under dette møde. Under besøget viser Benjamin Ohm sit værelse og sit legetøj frem. Minder og historier fra deres fælles fortid på Børnehjemmet i Pattaya deles flittigt mellem de to. Benjamin Ohm synes at være meget optaget af at høre om sin tidlige barndom, og fortællinger er der nok af. Efter mange grin og omfavnelser er det tid til at tage afsted igen. På vejen tilbage fortæller P’Lam, at hun var meget bevæget over at møde Benjamin Ohm igen, og det var tydeligt for mig, at dette møde ikke kun var betydningsfuldt for P’Lam.

 

Benjamin Ohm og hans ”storesøster”, da han var mindre og stadig boede på Børnehjemmet.

 

P’Lam skrev en lille hilsen, på dansk, til Benjamins adoptivforældre, da de kom og hentede ham på Børnehjemmet.

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments

Børnehjem og boomerangeffekt

P´Lam er børnehjemsbarn – næsten født og opvokset på Børnehjemmet i Pattaya. Hun er 39 år gammel, og de seneste 16 år har hun viet til sit arbejde med forældreløse og udsatte børn – kun afbrudt af et års ophold i USA som au pair. Allerede som 22-årig vidste hun, at hun i sit professionelle virke ønskede at gøre en forskel for børn og unge, der, ligesom hende, ikke har fået en let start på livet. Samme effekt har Børnehjemmet haft på tre andre medarbejdere, som er vokset op her, men valgte at blive for at give næste generation af børnehjemsbørn en tryg start på livet. Særligt ønskede hun, at skabe sin faglige identitet blandt sine familiemedlemmer på Børnehjemmet. Den idé vendte hun med den mand, som hun i daglig tale omtaler som sin far, nemlig den nu afdøde Father Ray Brennan – grundlægger af Børnehjemmet. Father Ray, som venner og familie kaldte ham, har gennem P´Lams opvækst haft en central betydning for hende, og det var også med stor taknemmelighed og opbakning, at han imødekom hendes ønske om at arbejde på Børnehjemmet. P´Lam nåede i sine ungdomsår at arbejde både i Børnehjemmets vaskeri, i køkkenet og i babyroom. Særligt arbejdet i babyroom var hun meget glad for, idet hun her kunne få lov at være primær omsorgsperson for de yngste og give dem den tryghed, hun på egen krop har oplevet, er så vigtig.

 

P’Lam som lille, da både hun og Børnehjemmet var i det tidligere stadie af deres liv.

 

De seneste 8 år har hun arbejdet som Radchada Chomjindas assistent, hvor arbejdsopgaverne varierer fra rundvisninger af besøgende til papirarbejde inden for adoptionsområdet. Siden hun startede som børnehjemsdirektørens assistent er flere projekter kommet til, og behovet for hjælpearbejde i Pattaya vokser stadig. I dag omfatter P´Lams arbejdsområder også Child Protection and Development Center, Drop-In Centeret og Hero Association. Sidst nævnte er et tilbud til tidligere børnehjælpsbørn, hvor de kan søge råd og vejledning, når livet er svært. Vejen fra vasketøj til aktiv medarbejder inden for alle Børnehjemmets projekter har været lang, men P’Lam har bevist sit værd.

 

Manden bag det hele, Father Ray, og P’Lam som teenager i 1980erne. Den irsk-amerikanske præst var som en far for hende.

 

Når jeg spørger P´Lam, hvad der driver hende i sit arbejde, er hun ikke et øjeblik tøvende. Først og fremmest ønsker hun at give noget tilbage til det sted, der har gjort hende til den, hun er i dag. Når jeg spørger hende, hvor hendes styrker i hendes arbejde ligger, forklarer hun, at de ligger i hendes livserfaringer. Herigennem har hun gennem årene erfaret, at hun har en særlig god position til at guide og støtte børnene, når livet er svært. Selvom P´Lam er glad for sin opvækst på Børnehjemmet, har tankerne omkring adoption fra tid til anden strejfet hende. Dette var særligt i hendes tidlige opvækst, hvor hun ofte oplevede at hendes søskende og venner blev hentet af en mor og far og bragt til et andet land. I dag bruger hun sine tanker og erfaringer til at hjælpe de børn, som er i samme situation som hende. Hun hjælper dem med at se mulighederne i livet. Hun har, som hun selv siger, en særlig forståelse for deres liv idet de deler samme livsvilkår, og det er med til at skabe en gensidig tillid og tryghed i dialogen med børnene. P´Lam sætter efter eget udsagn en ære i at være en god rollemodel for sine yngre søskende, og ønsker herigennem at lade børnene mærke, at livet er godt, og mulighederne er åbne, selvom man ikke bor og lever i en traditionel familie.

 

P’Lam som barn sammen med sine mange brødre og søstre.

 

Det er en ære at få lov at lære en så livsbekræftende og inspirerede person som P’Lam at kende. Og det er betryggende at vide, at der er mennesker derude som hende, der på fornemmeste vis formår at hjælpe og støtte de mange nødstedte børn i Pattaya, som hver især kæmper med deres her i livet.

 

Tabet af Father Ray i august 2003 var svært for P’Lam, der stadig besøger hans grav regelmæssigt.

 

P’Lam med sine mange søskende på Børnehjemmet. Hun passer godt på den næste generation af børnehjemsbørn – ligesom der blev passet godt på hende, da hun var barn.

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments

Abonnér og vind!

 

Vi er glade for nyhedsbrevets læsere. Den Danske Pattaya Fond har derfor lavet denne lille julekonkurrence, hvor vi trækker lod om 2 gavekort på hver kr. 500 til Illum.

Abonnér du allerede på fondens nyhedsbrev, deltager du automatisk i konkurrencen, og blot fordi du deltager, er det ikke esbetydende med, at dine venner eller familie ikke kan deltage.

Vi offentliggør vinderen på Den Danske Pattaya Fonds Facebook-side den 30. december, så der er lidt at shoppe for, når januarudsalget skydes i gang. Præmierne bliver direkte tilsendt og kan ikke ombyttes til kontanter.

En stor tak til Illum for at donere gavekortene til fonden.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2016-4 Read more... 0 comments