NYHEDSBREV APRIL 2017


Formanden har ordet

 Christian de Jonquiéres Photo Varavara Heyd

Af Christian de Jonquières

I dette nyhedsbrev har vi, som det vil fremgå, sat fokus på adoption og personlige historier blandt andet omkring en lille adoptionsfamilie, som vores kommitterede Sara Lyngsø, har forbindelse til.

Som en solstrålehistorie har vi skrevet lidt om drengen, Tom, der havde en række problemer under sin opvækst på Hjemmet for Gadebørn under the Father Ray Foundation, men som i dag med lyst og vilje er på vej til universitetet netop med bevidstheden om, at han har fået en god opvækst med kærlig forståelse fra de på Father Ray Foundation, der tog sig af ham som barn.

Tom har med andre ord lært at ”mestre livet”. Det er netop det, vi i den danske fond har fokus på – at hjælpe børn og unge, der er særligt udsatte, at lære at mestre livet.

Endvidere skal jeg pege på, at vi er i gang med at lancere en ny donationsside, der skal gøre det nemmere for dig at hjælpe børnene i Pattaya.

Som følge af at SKAT med virkning fra den 1. januar 2017 har tilbagekaldt godkendelsen efter ligningslovens § 8a og 12, stk. 3 som følge af manglende gavegivere i 2015, hvor fonden alene havde 76 gavegivere, arbejder vi målrettet op at få godkendelsen tilbage med virkning fra i år.

Vi er i en frugtbar dialog med SKAT herom.

Vi har her en frist til den 1. oktober 2017 med henblik på at indsende en ansøgning vedlagt en liste over gavegivere i 2017 som hver har givet en gave på mindst kr. 200.

Det er vigtigt, at vi inden da kan dokumentere, at vi har lidt over 100 gavegivere.

Jeg skal således igennem denne formandshilsen opfordre til, at de, der i forvejen støtter fonden udbreder et budskab om fondens eksistens og muligheden for vederlagsfrit at abonnere på vores nyhedsbrev og derigennem blive orienteret om det store arbejde, der ydes i Pattaya henholdsvis fra Børnehjemmets side, the Father Ray Foundation og Child Protection and Development Center.

Jeg skal samtidig benytte lejligheden på bestyrelsens og egne vegne at ønske alle et godt og muntert forår.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-2 Read more... 0 comments

Rejsen jeg aldrig kom hjem fra

Af Kasper Nesager-Hansen

 

Lin var blot 1½ år gammel, da jeg bar rundt på hende i Babyroom. Fornøjelsen var et sjældent privilegium. Lin havde det svært med at stole på voksne, hun kendte. Måske var der to af de faste børnepassere, der fik lov til at komme tæt på hende – hun var tryg ved dem.

 

November 1998, så mange år siden. Lille Lin var blot 1½ år gammel, men dybt mistroisk overfor voksne.

 

 

I en alder af 20 var det svært for mig at forstå, hvorfor en baby kunne have så svært ved at stole på voksne – mine frivillig-kollegaer og jeg ville jo ikke gøre hende fortræd. Forståelsen kom dog efter mine første to måneder på Børnehjemmet i Pattaya. Lille Lins ben var dækket til at små runde ar.

 

Lin var ikke det gladeste barn. Forståeligt nok. Arrene på hendes ben stammer fra cigaretter.

 

I begyndelsen troede jeg, de var insektbid, men jeg fik senere at vide, at årsagen til, Lin boede på Børnehjemmet var, fordi hendes far havde haft til vane at slukke cigaretter på den lille piges ben, når hun græd.

Tilværelsen i trygge Danmark havde ikke givet mig evnen til at forestille mig, hvordan en forælder kunne udsætte sit barn for den slags. Historien var heller ikke enestående, da andre børn i Babyroom havde lignende begyndelse på livet. Nu var de her, i tryghed, men hvilken fremtid gik de mon i møde? Og ville de nogensinde være i stand til at leve et normalt liv med sådanne traumer? I det knap halve år jeg var frivillig på Børnehjemmet, tror jeg, at jeg oplevede Lin græde én gang.

 

Børnene i Babyroom var noget af de mest nuttede – og de elskede at posere foran kameraet.

 

Min tid som frivillig i slutningen af 1998 og begyndelsen af 1999 definerede mig som menneske. Årene efter mit ophold var svære. For man kommer aldrig rigtigt hjem fra sådan et arbejde. Indtrykkene, erfaringerne og de mange gode ting hjælpearbejdet medførte i prostitutionens by, de satte aftryk i bevidstheden.

Medmenneskeligheden var et koncept, der fik en hel anden betydning i et land som Thailand, der dengang var et uland. Velfærd fandtes ikke, og dovenskab betød, at du ikke fik noget at spise den dag.

Medmenneskeligheden spirede alligevel frem i betonens revner, der var organiseret kriminalitet og omfattende prostitution, som ellers lå tungt ovenpå byens skæbner.

Jobbet som frivillig på Father Ray Brennans børnehjem betød, at jeg var til gavn for mennesker, der havde brug for en hånd til at komme i land fra båden i havsnød; handicappede, gadebørn, statsløse ældre som havde oplevet tortur i det land de var flygtet fra og efterladte babyer. Fælles for dem var den ensomme skæbne, de havde efterladt ved porten til Børnehjemmet i Pattaya. Håndsrækningen betød de havde fået en ny start i livet – og de gjorde alt, hvad de kunne for at forbedre tilværelsen.

Havde jeg ikke oplevet denne kampgejst og flid som 20-årig, ville jeg nok ikke være selvstændig erhvervsdrivende i dag. Alle mennesker er forbilleder. Alle mennesker kan vise dig vej.

Egentlig havde jeg besluttet mig for at lukke døren til Pattaya, da min tid som frivillig var ovre. Oplevelsen var fantastisk, og ændringen i mit begyndende voksenliv var mærkbar. Men i Danmark ventede en videregående uddannelse samt arbejde, og det var svært for mig at vænne mig til livet i Danmark, fordi jeg hele tiden tænkte på, hvordan tilværelsen i Pattaya var. Kultursammenstødet lukkede døren mod øst – i hvert fald for en stund.

August 2003 døde Father Brennan. Den amerikanske præst var nok det tætteste på en helgen, jeg har oplevet – i hvert fald i moderne forstand. For nok røg han og nød en god whisky, forfædrenes irske blod løb i hans årer, mens han havde til vane at bande i så store verbale mængder, at børnehjemmets ledende nonne korsede sig 50 gange, hver gang hun gik forbi præstens kontor. Men Father Brennan var der for sine børn – for alle de mennesker, der var afhængige af hans børnehjem. Han havde viet mere end 40 år af sit liv til at hjælpe andre.

 

Father Brennan som jeg husker ham bedst; i selskab med sine børn, hvis tilværelse var lyset i.

 

Æren? Æren for alle de gode resultater, ville han ikke have siddende på sig. Jeg var så privilegeret at have en snak med præsten alene i hans lille kontor, da jeg startede som frivillig. Jeg fortalte ham, at det var en ære at arbejde for ham, hvortil han spurgte, hvorfor det? Forbløffet fik jeg fremstammet, at han jo havde hjulpet så mange mennesker og fået en hel hjælpeorganisation op at køre. Præsten slog ud med højre arm og sagde, at det var alle de mennesker uden for kontoret, der var ansvarlige for det. Selv når man fik hevet Fr. Brennan med til et gruppebillede, valgte han at stå et sted, hvor alle andre kunne ses – mens toppen af hans krøllede hår kun var synligt blandt de mange andre smilende ansigter.

2003 var også året, hvor Den Danske Pattaya Fond blev grundlagt. Jeg husker stadig den kolde novemberaften i et kirkelokale på Amager, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville indtræde i fondens bestyrelse. Det skulle der ikke tænkes længe over. Døren blæste op igen.

 

Til indvielsen af Center for Children With Special Needs sammen med PR-ansvarlig, Derek Franklin, for Father Ray Foundation.

 

Jeg har været med i Den Danske Pattaya Fond i godt 13 år efterhånden. Og nej, det er ikke på tide at komme videre. For jeg får stort set daglig lov til at være med til at ændre børn og unges skæbner til det bedre. Om det er misbrugte børn på Child Protection and Development Center (CPDC), der atter smiler. De handicappede studerende på Handicapskolen, som får en gratis uddannelse og oplever 100 % jobgaranti, når de dimitterer. Eller de små babyer på Børnehjemmet, der finder vej til Danmark gennem adoption. Hvordan kan jeg sige farvel til det?

Jo, det kan være tungt at arbejde med thailandske organisationer. Jo, der er kulturforskelle. Og nej, hverken CPDC eller Father Ray Foundation er perfekte. Men de gør en forskel i mennesker liv – en afgørende forskel.

 

Lin i dag. En glad, ung kvinde som læser til sygeplejerske små 19 år efter, jeg bar rundt på hende i Babyroom. Hun drømmer om at vende tilbage til Børnehjemmet og arbejde med forældreløse børn.

 

Denne forskel blev endnu en gang synlig for mig i februar i år, hvor jeg besøgte Pattaya. Kru Noi, der selv voksede op på Børnehjemmet, arbejder i dag for CPDC, og han har kontakt til mange børn, der også havde deres barndom her. Han fortalte mig, at der var flere unge, som vender tilbage til Pattaya for at hjælpe en ny generation af forældreløse børn. Noi viste mig et billede af en ung sygeplejerskestuderende, som havde fortalt ham, at hun vil arbejde med børnene på CPDC, når hun dimitterer. Billedet var af Lin. Hun er i dag 20 år gammel, hun er en smuk ung kvinde, og hun smiler.

Døren blæste af hængslerne.

Lin er et fiktivt navn af hensyn til hendes privatliv.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-2 Read more... 0 comments

Et adoptivbarns livshistorie

Af Sara Lyngsø

Når storken ikke vil komme til én, må man selv opsøge den. Børnehjemmet i Pattaya har bortadopteret børn til Danmark siden 1973. Et barn, som fik et nyt hjem og familie i Danmark, var Lucas. Forældrene, Heidi og Jens, havde længe talt om at adoptere et barn. Oktober 2006 blev de første papirer sendt af sted til godkendelse.

2½ år gik der, før parret fik besked om, at der ventede en søn på dem i Thailand. Ventetiden synes umiddelbart ikke lang, fortæller Heidi, da jeg ringer hende op;

“Vi oplevede ventetiden som god, da vi oplevede løbende spring på listen over godkendte ansøgere, så vi kunne se, vi kom nærmere og nærmere tidspunktet for, at vi selv ville få en match og inden for den forventede ventetid. Vi blev matchet før forventet, hvilket jo kun var yderst positivt. Vi brugte ventetiden på mentalt at forberede os på, at nu var det nu.”

Venstre billede: Lille Lucas, Heidi og Kru Noi til adoptionsarrangement i Danmark. Højre billede: Februar 2017 besøger Lucas og familien Kru Noi og Børnehjemmet i Pattaya for anden gang.

 

I august 2009 rejste Heidi og Jens til Thailand med returbilletter til tre personer. Det var med forventningens spænding de påbegyndte deres livs rejse – to skulle snart blive til tre. De vordende forældre var naturligvis meget berørte, da de mødte deres lille dreng for første gang på Børnehjemmet. Jeg var frivillig på Børnehjemmet dengang. Jeg stod ved siden af Khun Toy, der var ansvarlig for adoption på Børnehjemmet, da Lucas blev overrakt. Følelsen af at se Heidi og Jens blive forældre i det øjeblik var overvældende og rørende.

“Vi oplevede Børnehjemmet som professionelt, ordentligt og imødekommende. Vi havde en oplevelse af, at de tog sig godt og kærligt af børnene under de givne omstændigheder. Det er ikke som at have en familie, men taget i betragtning af at det er et børnehjem, så havde de det godt,” fortæller Heidi, da jeg spørger ind til hendes indtryk af Børnehjemmet, der i dag har en stor og vigtig betydning for familien. Hun fortsætter, ”Børnehjemmet er en del af Lucas’ livshistorie og dermed en del af vores families livshistorie. Det er vigtigt for os, at Lucas kender sin oprindelse og hviler i sin egen livshistorie – og er stolt af den. Vi bevarede derfor kontakten med Børnehjemmet og Khun Toy, så de kunne følge ham og se, at han havde det godt og voksede op i kærlige og trygge rammer. Samtidig var der en mulighed for at han kunne besøge stedet, hvis han selv ønskede det. Han begyndte i en alder af 4-5 år og gerne ville se sit børnehjem ’Se det ægte og ikke bare på billeder og film’ – Lucas’ egne ord. Vi rejste derfor dertil for første gang i februar 2014, inden Lucas skulle starte i skole. Vi havde i 2011 været på charterferie i Thailand, men ikke i hans område eller med formål at besøge Børnehjemmet – han var for lille, og han havde ikke efterspurgt det.”

 

Radchada Chomjinda (Khun Toy) sammen med Lucas i 2014. Khun Toy er ansvarlig for adoptioner på Børnehjemmet.

 

”Vi bevarer fortsat kontakten til Børnehjemmet, fordi det betyder noget for Lucas og noget for os, at det fortsat er en naturlig del af vores livshistorie. Lucas ved, at hvis han en dag ønsker at opsøge sit biologiske ophav, så vil vi som forældre bakke op og hjælpe ham i det, og det samme har børnehjemmet tilkendegivet, at de vil hjælpe med, hvis det opstår engang,” siger Heidi.

I 2014 fik jeg et gensyn med Heidi, Jens og Lucas i Pattaya – deres første besøg på Børnehjemmet siden adoptionen. Det var bevægende at opleve den oprigtige glæde og hjertevarme personalet udviste ved gensynet af Lucas. Lucas selv tog modtagelsen og oplevelserne på sejeste vis, selvom han fortalte, at det var underligt at de alle ville kramme ham – som han sagde ’jeg kender dem jo ikke rigtigt.’

 

Familien besøger Børnehjemmet for første gang i 2014. Heidi viser sin lille søn, hvor sov til middag, da han boede på Børnehjemmet.

 

Februar 2017, Lucas og forældrene besøger Drop-in Centeret for migrantbørn sammen med mormor og morfar.

 

Med Lucas thailandske oprindelse vil familien altid have et særligt forhold til landet, og de er netop for nyligt hjemvendt fra deres seneste rejse til Thailand, hvor de udover Børnehjemmet også besøgte CPDC og Drop-in centeret. Denne rejse inkluderede dog yderligere to familiemedlemmer.

“Hovedformålet med den seneste rejse tilbage til Børnehjemmet var, at Lucas’ mormor og morfar (specielt mormor) altid har sagt at en dag, når de ikke længere var på arbejdsmarkedet, så ville hun gerne se Børnehjemmet og have Lucas til at vise dem det. Vi kombinerede derfor rejsen med ferie, så mormor og morfar kunne opleve Børnehjemmet og se Thailand, som er en del af deres barnebarns oprindelse og livshistorie. Det var en stor oplevelse af dele det med mormor og morfar, og det var en stor oplevelse at se Lucas og Kru Noi sammen igen. Der er noget unikt mellem dem, som ikke kan beskrives med ord. Det var overvældende, tankevækkende, hjerteskærende og livsbekræftende at se hvor stor en indsats, der gøres for børn i nød på den ene eller anden måde. De gør det ikke for prestige, de gør det af oprigtig omsorg for de pågældende børn,” siger Heidi afsluttende.

Tak til Heidi, Jens og Lucas fordi de ville dele deres oplevelser og erfaringer.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-2 Read more... 0 comments

Storkens højre hånd

Af Kasper Nesager-Hansen

Pii Lam blev efterladt på Børnehjemmet i Pattaya, da hun var spæd. Hun fik aldrig at vide, hvorfor hendes forældre overlod hende til Father Brennan, grundlæggeren af Børnehjemmet. I dag assisterer Lam Khun Toy med adoptioner.

Pii Lam som 1-årig i sin kravlegård i Babyroom på Børnehjemmet i Pattaya.

 

Pigen, der ikke selv kunne bortadopteres på grund af manglende papirer, blev voksen, men hun flyttede aldrig rigtig hjemmefra. For Lam er det et kald i livet at arbejde for sine brødre og søskende, som hun kalder børnene på Børnehjemmet.

 

Nok er man forældreløs, men ikke familieløs. Lam sammen med sine brødre og søstre. I dag arbejder hun for at skabe en bedre tilværelse for en ny generation af børnehjemsbørn.

 

I denne video fortæller Lam om kaldet i livet, hvad Father Brennan betyder for hende den dag i dag, og hvorfor det er vigtigt at fortælle forældreløse børn årsagen til, de bliver efterladt.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2017-2 Read more... 0 comments

Folk troede, at Tom ville ende som narkoman

Af Kasper Nesager-Hansen

Derek Franklin kom til Father Ray Foundation den 5. marts 2001. Father Ray Brennan var stadig i live, og Børnehjemmet i Pattaya havde endnu ikke ændret navn for at ære grundlæggeren af Thailands måske mest berømte børnehjem.

Derek havde opsagt sit arbejde som børnesygeplejerske på et af Londons travle hospitaler. Han ville være frivillig på Børnehjemmet, og hans evner som sygeplejerske kom som kaldet.

Tom kom til Hjemmet for Gadebørn i 2002. Ikke fordi den 5-årige dreng var forældreløs, men hans far var arbejdsløs, og Tom var den yngste i en børneflok på syv. Moren døde, da Tom stadig var baby, og livet i slummet var håbløst. Pengene var små, og Toms far blev overbevist om, at drengens fremtid ville være bedre på Hjemmet for Gadebørn. Her kunne Father Ray og Børnehjemmets mange pædagoger give Tom en tryg tilværelse, skolegang og mad på bordet – en fremtid med andre ord. Tom skulle vise sig at være et problembarn for hjemmets personale – og ikke mindst for Derek.

 

Tom (øverst til højre) sammen med barndomsvennen, Kaitoon, og Derek Franklin.

 

Sygeplejersken fra London fik i 2003 ansvaret for lægeklinikken i Hjemmet for Gadebørn. Åbningstiderne var kl. 5.30 hver morgen og igen kl. 17.30. Derek forstod, hvad det ville sige at arbejde længere end de otte timer om dagen. Når Derek kom ind om morgenen, stod Tom og en af hans legekammerater, Kaitoon, fra hjemmet ved døren til klinikken og ventede på ham. Til tider ville de blot hilse på udlændingen, der kom kørende på sin knallert. Andre gange havde de… en bagtanke.

En typisk dag startede med, at Tom fiskede nøglen til klinikken ud af Dereks lomme. Han åbnede døren og satte sig på briksen, hvor han begyndte at klage sin nød; en hudafskrabning var pludselig årsagen til, at armen var ved at falde af, mens en fregne var dødsens alvorlig. Derek nikkede blot og lod som om, han lod sig narre. Kaitoon var i færd med at kravle rundt på hylderne bag Dereks ryg, hvor han forsynede sig med vitaminpiller og andet godt.

Små slyngler kaldte Derek de to 6-årige drenge. Kaitoon og Tom sloges med hinanden dagligt. Hoppede de ikke på hinanden, sørgede de for at slås med andre børn på hjemmet. Selv når der kom gæster, som tog billeder af drengene, risikerede de besøgende at få en særlig hilsen på fotografierne, der forevigede besøget. Sproget på hjemmet var heller ikke det, man fandt i en katolsk søndagsskole, men drengene vidste ikke bedre – de var præget af deres tid i slummet og på gaden.

Livet var ikke let for Tom. Hans første leveår i slummet sammen med sin far og seks andre søskende betød underernæring. Han var klejn i forhold til sine jævnaldrende. Skolen var heller ikke nem for ham. Tom var den flittige elev, når han fik et lille puf i den rigtige retning, og han klarede sig nogenlunde. Dog havde han talent for metalsløjd og de tekniske fag.

 

Tom var ikke altid til ”pænt brug”, og selv om mange stemplede drengen fra Pattayas slum som et ”problembarn”, gennemførte han folkeskolen. I år dimitterede han fra teknisk skole, og Tom har kurs mod universitetet.

 

Tom blev færdig med folkeskolen, hvorefter han valgte teknisk skole frem for gymnasiet. Han havde fundet sit kald i livet – nok til Dereks store lettelse. Nogle år efter Fr. Rays død blev Derek mere involveret i Father Ray Foundations administration, og klinikken blev overtaget af andre. Selv om Derek ikke kunne følge Toms dagligdag, var han stadig en del af drengens liv.

I dag er Tom dimitteret fra teknisk skole – Derek er blevet gråhåret. Tom har klaret sig så godt, at han har fået et stipendium til Rajamangala Institute of Technology i Bangkok, hvor han skal studere elektromekanik på universitetsniveau.

Tom var et af de børn, som mange troede ikke ville blive til noget, da han var en slagsbror, der ikke klarede sig godt i skolen eller forstod god opførelse. Han ville sikkert ende i en bande eller blive narkoman, sagde man. Derek havde et andet syn på Toms fremtid, hvorfor han var en af de voksne, der gav sørgede for, at Tom passede sin skole – og forstod værdien i hårdt arbejde.

Takket være Derek og Father Ray Foundation havde Tom et hjem, voksne som troede på ham og gav ham et puf i den rigtige retning. Toms liv startede i slummet – til sommer starter han på universitetet.

 

Posted in: Nyhedsbrev-2017-2 Read more... 0 comments