NYHEDSBREV JUNI 2017

Du gør en forskel

Omkring os findes der mennesker i nød. Mennesker som flygter fra krig og hungersnød. Mennesker som lever i dyb armod. Heldigvis findes der også mange gode, humanitære organisationer, der kan hjælpe. Heldigvis er der mennesker, der gerne vil hjælpe. Men hvem skal man hjælpe? Hvem skal man støtte?

Vi, i Den Danske Pattaya Fond, har valgt at støtte tre hjælpeorganisationer i Pattaya, Thailand, som  hjælper børn, der har haft måske den værst tænkelige start på livet. Børn, der har været udsat for seksuelle overgreb af familiemedlemmer og sågar venner af familien. Børn, der er blevet forladt af deres forældre. Børn i slumlandsbyer med ringe hygiejne og endnu ringere fremtidsudsigter.

 

Fonden samarbejder med Child Protection and Development Center, Father Ray Foundation og Pattaya Orphanage, fordi børnene til trods for nærmest umulige odds vokser op og bliver hele mennesker, som kan tage vare på sig selv og deres nærmeste. Vi har valgt at lægge vores støtte her, fordi arbejdet giver meget synlige resultater.  Det fantastiske ved at være en del af fondens arbejde er, at vi stort set dagligt oplever, hvordan danske bidrag gør en forskel i børnenes liv. Du kan også opleve forskellen ved at følge Den Danske Pattaya Fond på Facebook.

Historien om Moss senere i dette nyhedsbrev er et eksempel på, hvad danske bidrag kan gøre. Hvordan en dreng træder på en landmine, mister sine ben og bliver efterladt af sine forældre, men finder sit kald i livet – og realiserer sin drøm. Moss er årsagen til, at fonden eksisterer; vores fælles indsats hjælper, men den inspirerer også andre børn i Thailand med tunge skæbner til at gøre noget for sig selv – og kæmpe mod de umulige odds, som andre har tildelt dem.

Når du støtter Den Danske Pattaya Fond, er du mere end en del af børnenes liv – du er en del af en bevægelse, der hjælper børn til et bedre liv.

Din støtte gør en forskel – du gør en forskel.

Rigtig god sommer

Kasper Nesager-Hansen
Den Danske Pattaya Fond
Posted in: Nyhedsbrev-2017-3 Read more... 0 comments

Landminen, drengen og viljen

Forældrene efterlader deres lille dreng, som rammes af endnu en tragedie, da han mister begge ben. Livet synes ødelagt for ham. Men Moss trodser alle odds med hjælp fra Father Ray Foundation.

Moss flytter ind hos sine bedsteforældre i grænseområdet mellem de to Thailand og Cambodia, fordi hans forældre forlader ham. Ingen ved hvorfor den lille dreng bliver ladt i stikken. Moss er blot 5 år gammel, da han i 1999 træder på en landmine, mens han er ude og lege. På hospitalet vurderer kirurgerne, at resterne af benene må amputeres, og Moss ender i en kørestol.

Drengen lader sig dog ikke slå ud. Året efter begynder Moss i skolen. Mellem hjemmet og skolen er der 5 kilometer, og allerede i en ung alder viser Moss, at han har en viljestyrke udover det sædvanlige. Han transporterer sig selv til og fra skole hver dag ved håndkraft – en sej lille fyr.

 

Moss er lige begyndt i tredje klasse. Han bor til daglig hos Father Ray Children’s Home, fordi hans bedsteforældre ikke længere kan forsørge ham – forældrene forlader Moss, mens han stadig er baby.

 

Bedsteforældrene er gamle, og da Moss fylder 11, kan de ikke længere give barnebarnet det hjem, en halvvoksen dreng har behov for. De lokale myndigheder kender familien, og de kender Father Ray Foundation, som de tager kontakt til. Moss får et nyt hjem i Children’s Home, der er hjemmet for børn uden familier til at forsørge dem. Da Moss kommer til Pattaya er han understimuleret og meget sky overfor alle de nye ansigter. Hans kørestol er fuldkommen opslidt og ubrugelig. En barmhjertig samaritaner fra lokalområdet donerer en ny kørestol til Moss. Her, flere hundrede kilometer fra sin hjemby, begynder drengen en ny tilværelse, som sender ham i en retning, hvor kørestolen ikke kun er et transportmiddel, men en karriere.

 

Landminen ødelægger Moss’ ben, men humøret og viljen til et normalt liv kendetegner drengen, der ved egen armkraft kommer omkring i sin kørestol.

 

De første år hvor Moss går i skole i Pattaya er han den flittige elev, som får gode karakterer, men han bliver teenager, og som de fleste andre drenge på hans alder, er Moss mere interesseret i at hænge ud med vennerne end skolebøgerne – karaktererne styrtdykker. Årene går, mønsteret forbliver det samme. Lærerne begynder så småt at acceptere, at Moss ikke er den boglige type, og der skal gå lidt tid, før han vælger en gymnasial uddannelse. Moss færdiggør sin uddannelse på teknisk skole med en flot eksamen i IT og computerreparation. Han bliver kendt for sin flid under praktikken, hvilket gør, at han i april 2012 får et arbejde på et af Pattayas hospitaler kort tid efter dimissionen. Her tjener han det, der svarer til kr. 1.000 om måneden, men det er nok til, at han kan få sin egen lejlighed og forsørge sig selv og bedsteforældrene. Men lykken er kortvarig.

Kollegaerne på hospitalet gør grin med Moss, håner ham, fordi han mangler begge ben og sidder i kørestol. Han siger arbejdet op efter mindre end et halvt år. Pengene kommer ikke længere ind, og Moss spørger Father Ray Foundation, om de vil hjælpe ham med et sted at bo – han er blot 18 år gammel.

Det bliver til mere end blot et sted at bo. Moss opfordres til at ansøge om en plads på Father Ray Foundations kostskole for handicappede, hvor han kan få en gratis 2-årig uddannelse. Ansøgning sendes, han består adgangseksamen og bliver optaget på elektronikreparationslinjen. Efter blot 3 uger på Handicapskolen er Moss et andet menneske. Han møder for første gang i sit liv andre mennesker med handicaps, der minder om ham. Folk med krykker, rollatorer og kørestole – han føler sig accepteret.

 

Moss bliver optaget på Handicapskolen, hvor han prøver kræfter med elektronikreparation, benproteser og basketball.

 

Handicapskolen har en sportsplads, hvor de fysisk handicappede elever spiller basketball i kørestole. Moss bliver hurtigt fænget af spillet. De øvrige elever træner med ham, og de viser, at handicaps ikke behøver at være en hindring for at dyrke sport. Basketball bliver den unge mands lidenskab, og det kommer blandt andet til udtryk i hans karakterer, som i første semester ligger over middel, men senere falder til under middel. Det er banen, der kalder. Det er bolden, der får hjertet til at banke.

 

Som en del af det thailandske landshold i basketball for handicappede, har Moss (t.v. på billedet) fundet sit kald i livet.

 

Moss vælger at tage et halvt års orlov fra sine studier i efteråret 2013. Han har fået alletiders mulighed for at blive en del af det thailandske ungdomslandshold i basketball for handicappede. Da han vender tilbage til Pattaya og Handicapskolen i foråret 2014, er han en anden mand. Som en del af ungdomslandsholdet vinder han to sølvmedaljer for Thailand i forskellige asiatiske turneringer. Moss færdiggør sine studier, men hjertet banker stadig mest på boldbanen. Han dimitterer alligevel med et fint gennemsnit.

I dag er Moss en del af det thailandske landshold i basketball for handicappede. I starten af året spiller han mod Dubai og i foråret mod Kina. Landminen ødelægger en lille drengs ben, men viljen til sejr kan ikke knækkes. Moss er et forbillede for mange andre handicappede i Thailand, fordi hans historie begynder med ikke én eller to, men hele tre tragedier, og den ender på landsholdet. Han er 23-år gammel og har en lys fremtid foran sig.

 

Moss er i dag et sandt forbillede for andre, der har oddsene imod sig. Han er landsholdsspiller og vinder medaljer for sit hjemland. Landminen tager benene, men ikke viljen.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-3 Read more... 0 comments

Følg forbedringerne i børnenes liv

Thailand døjer med alvorlige sociale udfordringer. Selvom landet oplever en stigning i velstanden, er der provinser, hvor dyb armod stadig hersker. Det går ud over familien, hvor ægteskabet som institution er i opløsning – og det går ud over børnene. Drengene My og Pluem har oplevet fattigdommens konsekvens, og hvordan familien falder fra hinanden.

Mys forældre flytter til Pattaya i 1988, hvor faderen finder arbejde som sikkerhedsvagt. Livet er ikke let for ægteparret, der lever på et eksistensminimum, da faderen er ufaglært og må nøjes med korte ansættelser her og der. Moderen er hjemmegående. Lykken synes dog at tilsmile familien i 2001, hvor My kommer til verden. Familien oplever, at lykken er meget gavmild, da My får en lillebror 10 måneder senere.

 

My kort tid efter han kommer til Father Ray Foundation

 

Faderens løn rækker ikke at forsørge børnene, og familien slår for alvor revner, da Mys mor bliver arresteret for besiddelse af narkotika. Hun kommer for en domstol og bliver fundet skyldig i salg af narko, hvilket giver hende en hård fængselsdom. Faderen står alene tilbage med to børn og skiftende jobs. I erkendelse af at han ikke kan give børnene, hvad de har behov for, beder faderen Father Ray Foundation om hjælp.

Pluems forældre bliver skilt, mens han er meget lille. Drengen flytter med sin mor til Bangkok, men resterne af familielivet forsvinder, da moderen ikke kan passe sit barn. Mormoren må træde til, og Pluem flytter til Thailands nordøstlige provins – flere hundrede kilometer fra hovedstaden og moderen.

 

Pluem er stærkt traumatiseret efter faderen myrder moderen. I dag er han i trygge omgivelser.

 

Faderens opsøger mormoren. Han vil have sin søn tilbage, men forsøget får en tragisk drejning. Mormoren vil ikke overlade Pluem til faderen. De kommer op at skændes – voldsomt. Den lille dreng er vidne til, hvordan hans far slår mormoren ihjel. Tragedien fører til, at Pluems tante tager drengen langt væk fra det hele. Hun rejser til Pattaya, hvor hun opsøger Father Ray Foundation i håb om trygge rammer for den stærkt traumatiserede dreng.

My og Pluem bor i dag hos Father Ray Foundation. Du kan følge drengenes liv på fondens Facebook-side, når vi i juni og fremefter fortæller deres historier, og hvad personalet hos Father Ray Foundation, med blandt andet dansk støtte, gør for at hjælpe børnene til en normal tilværelse.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-3Uncategorized Read more... 0 comments

Ildsjælen og de misbrugte børn

Radchada Chomjindas hjerte banker for de udsatte børn i Thailand. Som en løsning på nogle af Thailands massive sociale problemer med nedbrudte familier og misbrug af børn, har hun stået i spidsen for Child Protection and Development Center (CPDC).

Radchada Chomjinda fortæller i denne bevægende video, hvordan gode kræfter forsøger at hjælpe traumatiserede børn til et normalt liv.

 

Radchada ”Toy” Chomjinda fortæller om, hvordan CPDC ændrer udsatte børns skæbner.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-3 Read more... 0 comments

Oplevelser du aldrig glemmer

Den Danske Pattaya Fond har brug for frivillige, der gerne vil arbejde for Child Protection and Development Center (CPDC) eller Father Ray Foundation.  Du vil være en del af en stærk dansk tradition. Danske frivillige har i årtier gjort en tydelig forskel i de underprivilegerede børn og unges liv, og som du har kunne læse i dette nyhedsbrev, er det et givende arbejde.

 

Lisa Futtrup Borg har arbejdet med forældreløse børn. Hun vil altid huske deres livsglæde.

 

Den Danske Pattaya Fond består blandt andet af tidligere frivillige som Lisa Futtrup Borg og Sara Lyngsø, der har været frivillige i flere omgange.

”At være frivillig i Pattaya er en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Arbejdet har en særlig plads hos mig. Jeg bærer det med mig hver dag og giver det mine varmeste anbefalinger,” fortæller Lisa som mindes de mange babyer, hun har passet under sine ophold, og fortsætter: ” Det er børn, der har fået en hård start på livet, ingen familie, og det mærkes. Nogle børn klamrer sig til dig og nægter at give slip, andre trækker sig og ønsker ingen kontakt. De ved, du forlader dem igen, det gør alle børnene – store som små. Det skærer helt ind i sjælen. Men det er her, du finder mening; du kan vise dem, at selvom du forlader dem, får de stadig noget værdifuldt. Det samme gør du – måske mere end børnene.”

For Lisa er det hjerteskærende at skulle forlade børnene igen, men hun husker forskellen, hun har gjort i deres liv – og hvordan børnene har gjort en forskel i hendes.

 

For Lisa er det hjerteskærende at skulle forlade børnene igen, men hun husker forskellen, hun har gjort i deres liv – og hvordan børnene har gjort en forskel i hendes.

 

Lisa refererer til et ordsprog, der er opstået blandt de frivillige; man kommer til Pattaya og giver hele sin sjæl til arbejdet, men man ender med at komme hjem med 10 gange så meget i form af erfaringer, minder med glade børn og følelsen af et meningsfuldt ophold. Hun bakkes op af Sara Lyngsø:

”Jeg rejste til Thailand med et ønske om at gøre en forskel for forældreløse, udsatte børn og unge. Dog var jeg inden afrejsen ikke bevidst om, hvilken stor forskel jeg samtidig ville komme til at gøre for mig selv.

 

Sara gør en forskel for de mange udsatte børn og unge i Pattaya.

 

Hjælpearbejdet er samtidig meget følelsesladet, fordi man kommer tæt den barske side af livet. Sara fortæller, at det sætter sit præg på én:

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at størstedelen af børnene og de unge mennesker, jeg har mødt på min vej i en tidlig alder har kæmpet deres kamp i livet. Om det er det lille nyfødte forældreløse barn, den seksuelt misbrugte pige eller drengen som har levet alene på gaden, så efterlader disse møder en hjerteskærende følelse hos mig,” siger Sara, der i samme åndedrag fortæller om det enorme håb om en bedre fremtid for de mange udsatte børn og unge. Netop dette håb er man en del af som frivillig, når man arbejder med de forskellige projekter, og man kan se, at børnene går i skole, får psykologhjælp, får deres daglige måltider og har et stærkt familieforhold til hinanden.

 

Børnenes latter og smil taler deres tydelige sprog; de er glade for, at du er der for dem.

 

”Projekterne i Pattaya viser gode og stærke resultater. Jeg er stolt af at have bidraget til dem,” siger Sara, mens Lisa opfordrer folk, der gerne vil være en del af et meningsfuldt arbejde om at skrive en ansøgning til fonden:

 

”Du vil ikke fortryde det, du kan gøre en forskel”, siger Lisa.   

Vælger du at arbejde for Father Ray Foundation, kan du være frivillig i enten 3 måneder eller 6 måneder ad gangen. Du vil komme til at arbejde med børnehavebørn fra fattige familier, blinde børn og tidligere gadebørn. Du kan også undervise unge handicappede i engelsk på Handicapskolen.

 

Sara og Lisa omringet af børn, der lige er kommet hjem fra skole.

 

CPDC arbejder med børn i Pattayas mange slumdistrikter og børn, der har oplevet misbrug i hjemmet. Du vil være en del af det faste team, som underviser børn i skolealderen i engelsk og hygiejne både på centeret såvel som i slummet. Du hjælper også børnene, der har været udsat for misbrug, til en stabil hverdag med terapi, mindfulness og leg. CPDC ønsker, at du er frivillig i minimum 3 måneder.

Posted in: Nyhedsbrev-2017-3 Read more... 0 comments