Vikingedonation sparer penge
Generationer af adopterede børn fra Børnehjemmet i Pattaya mødes nord for København for at møde en særlig kvinde.
Radchada Chomjinda (Khun Toy) sammen med to piger, hun har hjulpet med at finde familier til.
Af Kasper Nesager-Hansen
Radchada Chomjinda bringer solskinnet med sig fra Thailand, da hun modtager mere end 100 adoptivbørn og deres forældre i Hillerød, Nordvest for København. Augustvejret har ellers været kedeligt og regnfuldt, men ikke denne lørdag, hvor børn og forældre er kommet fra hele landet, sågar helt fra Færøerne, for at møde kvinden, der igennem 3 årtier har stået for deres adoptioner.
Genertheden skal lige overvindes, før de mindre børn tør hilse på Toy, det almene thailandske kælenavn som Radchada bruger, men derefter kommer smilene og gensynets glæde snigende, hvilket får øjnene til at lyse op. Glæde er nøgleordet. For Toy er det en glæde at se børnene, hun har passet på i deres første leveår, har en kærlig familie og et liv med muligheder, hvor fremtiden får én til at tænke på symbolikken i solskinsvejret denne augustlørdag. Toy husker børnene, og de husker hende. For de større børn er det ikke første gensyn, da Toy har besøgt Danmark flere gange for at møde børnene fra Børnehjemmet. Hun takker forældrene så mange gange, fordi de har givet de kære små et hjem med trygge rammer og varme. Forældrene kan til gengæld få takket Toy nok for at have velsignet dem med sunde og raske børn.
Gruppebillede af de familier, som havde mulighed for at kigge forbi Hillerød i august. Adoptivbørn i alle aldre med deres forældre var kommet for at hilse på Toy og hinanden.
Den Danske Pattaya Fond er inviteret med til denne, glædens dag, der er arrangeret af Danish International Adoption (DIA) – det første arrangement siden AC Børnehjælp og DanAdopt fusionerede til DIA. Når jeg går rundt blandt forældre, børn og personale fra DIA, er det latter og gode historier fra dengang, børnene bliver hentet på Børnehjemmet i Pattaya. Historierne starter som regel med helt små børn, der er bange. Bange fordi de ved, at der sker noget anderledes – og de ved, at de står overfor noget stort. Uanset hvor mange rosenrøde historier om adoption Børnehjemmets pædagoger fortæller, er børnene blot børn, og de forstår ikke helt den store omvæltning, de pludselig bliver en del af.
Mødet med de mange glade familier med skønne børn minder mig om, hvorfor arbejdet i Den Danske Pattaya Fond er vigtigt. Jeg er selv adopteret fra Sydkorea i slutningen af 1970erne.
Et ungt forældrepar fortæller mig, hvordan Toy på dagen, hvor parret kommer for at hente deres datter på Børnehjemmet, pludselig beder dem om at tage pigen på armen. Så er det ind i bilen og af sted. Toy har få minutter forinden fået den lille pige til at falde til ro og grine lidt. Tiden er moden – nu skal pigen mod lysere himmelstrøg. Toy har prøvet det før. Ingenting er overladt til tilfældighederne. Pigens ting er pakket, personalet står klar, bilen holder og venter. Børn er børn, og de ved, hvad de har, men frygter det ukendte. Nogle år senere løber pigen rundt og leger med de andre adoptivbørn på en stor græsplæne i Hillerød. Latteren og smilet er ikke til at tage fejl af. Historien bliver afbrudt, da hun med store lysende øjne kommer over og hiver i sin fars hånd og siger, at han skal komme med ud og lege – det kan en far ikke sige nej til.
Gruppebilleder, familiebilleder og billeder af Toy sammen med børnene foreviger glædens dag. Krammere og kindkys bliver flittigt uddelt. Folk fra nær og fjern tager hjem igen. De har mødt kvinden, der gjorde det hele muligt.
Tak til Danish International Adoption og Rikke Klestrup fordi jeg måtte deltage i mødet.
Related posts
