<strong>Krig og corona stopper ikke hjælpearbejdet – nyhedsbrev december 2022</strong>
Ida havde aldrig haft den store interesse i at møde sine biologiske forældre. Alligevel gav hun sin mor en blomsterkrans under et besøg på Pattaya Orphange. Misforståelsen, som ledte op til mødet, var startskuddet til at søge tilbage til rødderne, men ikke i en ‘traditionel’ forstand.
Af Kasper Nesager-Hansen
Ida Supansa på 19 blev adopteret fra Pattaya Orphanage, da hun blot var halvandet år gammel. Det var i 2001. Hun har egentlig ikke været interesseret i at møde sine biologiske forældre. Ikke fordi hun er sur over at være adopteret, men fordi de aldrig har været en del af hendes liv – omstændighederne ville det dog anderledes.
Ida er en ganske almindelig, ung kvinde fra Fredericia – og dog. For hun har ligesom mange andre adoptivbørn fra Thailand oplevet, at der er svære øjeblikke forbundet med at se anderledes ud. Når klassekammeraterne begyndte at tale med hinanden om, hvilken forælder de havde deres næse eller blonde hår fra, var Ida outsideren.
Og så var der kommentarerne om udseendet.
Google lige hvad det har kostet at fragte Ida til Danmark!
Udseendet har til tider været genstand for visse bemærkninger, Ida fortæller: “Der var enkelte børn, som sagde, at min mor var thai-luder, og jeg var risgnasker, eller hvad børn kan finde på at sige”.
Der er dog en hændelse, om hun husker lidt for godt.
I folkeskolen var der en fysiklærer, som mente, at adoptivbørn var en økonomisk belastning for det danske samfund. Ida beretter, hvordan der var en time, hvor læreren bad elever om at google, hvor meget det kostede at få fragtet Ida og adoptivbørn til Danmark, fordi læreren havde en forestilling om, at børnene blev importeret på store skibe, og det var en stor industri. Ida valgte at forlade fysiklokalet.
Den unge pige gik til vicerektoren på skolen, der selv er adopteret, og fortalte hende om episoden. Læreren kom til en kammeratlig samtale, men der skete ikke yderligere i sagen.
“Den sidder stadigvæk i mig, selv efter så lang tid”, fortæller Ida.
Det var dog ikke kommentarerne eller en dybere jagt efter eksistens, der gjorde, at Ida skulle møde sin biologisk familie.
Kulturchokket
Ida var 15 år. Storebroren var 17. Det var ham, der ønskede at møde sine biologiske forældre, men det var Ida, som stod for korrespondancen mellem børnehjemmet og storebroren. På grund af sprogbarrieren opstod der en misforståelse. En dag læste Ida en email fra Radchada Chomjinda, også kendt som Khun Toy, med den glædelige meddelelse om, at storebrorens biologiske familie var parate til at møde ham – og Idas biologiske mor var også parat til at møde hende. Skoledagen var endnu ikke begyndt, men den skulle blive meget tung for den 15-årige pige, som endte med at gå rundt med svære overvejelser.
To uger senere var Ida på vej til Pattaya sammen med familien. Hun valgte at takke ja til at møde sin biologiske mor, da hun prøvede at sætte sig i andre, ligesindedes situation, som ikke havde samme mulighed. Hun tænkte, at det var en unik mulighed for hende.
“Det var helt vildt specielt”, fortæller Ida, “da vi mødtes skulle jeg ligge på knæ foran hende og give hende en blomsterkrans”. Morens nye mand og et større familieopbud var også med til mødet. Det var langt fra dansk kultur – og lidt af et chok.
At møde sin biologiske familie gav Ida et indblik i sit ophav; øjnene havde hun fra sin mor og næsen fra morfaren. Og den spejling fik nogle brikker til at falde på plads hos Ida. Der er dog ingen kontakt med den biologiske familie i dag, selvom tanken har strejfet Ida.
For hun har mindre søskende i Pattaya, der er i skolealderen. Hun tænker på at kontakte dem for at hjælpe økonomisk, men ellers har hun intet ønske om en fast kontakt. Børnehjemmet er bindeleddet mellem Ida og den biologiske familie, så det er ikke muligt at kontakte hinanden direkte. Allerede inden mødet beskyttede Khun Toy Ida, og andre adoptivbørn, ved at melde klart ud, at hvis der skulle være kontakt efterfølgende, var det fordi, Ida tog kontakten.
Ida råder andre adoptivbørn til ikke at brænde inde med spørgsmål omkring deres adoption. Hun opfordrer dem til at tale med deres forældre, men hvis man har lyst til at møde sine biologiske forældre, er det vigtigt, at man først gør sig bevidst om nogle ting.
For det er ikke sikkert, at de biologiske forældre har lyst til at møde én – det skal man forberede sig mentalt på.
Tilbage til børnehjemmet
Ida forlod de trygge rammer i Fredericia, hvor hun arbejdede som manager i den lokale Burger King, inden hun rejste til Australien for at opleve lidt af verden. I disse dage er hun dog i Thailand for at være frivillig på børnehjemmet. Hun ønsker at give lidt tilbage til stedet, hvor hun havde sin tidligste barndom.
Ida Supansa sammen med de lidt større børn på Pattaya Orphanage. Billedkilde: Ida Supansa.
Samtidig ønsker Ida at opleve, hvordan det måtte have været at vokse op på børnehjemmet. Noget hun kun har kunne forestille sig tidligere, men nysgerrigheden har givet hende modet til at være frivillig i to måneder for at få et førstehåndsindtryk af livet som forældreløs.
Hun håber også på at blive klogere på livet og få rusket lidt op i sig selv. Som Ida fortæller, kan man godt glemme, hvor godt vi har det i DK, og det regner hun med at blive mindet om ved at tage til børnehjemmet.
