Den Danske Pattaya Fond byder i foråret to nye kommitterede velkommen. Sara Lyngsø og Lisa Futtrup Borg er begge tidligere frivillige på Børnehjemmet i Pattaya, og de har indgående kendskab til både fondens arbejde såvel som vores støtteprojekter i Thailand.
Lisa Futtrup Borg er Cand. Soc. i Udvikling og Internationale Forhold, hvormed hun har beskæftiget sig med sociale relationer i et internationalt og udviklingsperspektiv, ligesom hun kan analysere aspekter af den økonomiske, kulturelle, politiske, sociale og samfundsmæssige udvikling fra et tværfagligt perspektiv.
Lisa arbejder til daglig på Rismølleskolen i Randers, hvor hendes hovedansvar er at køre kommende skolebørn ind. Hun giver dem indblik i skolelivets aspekter samt rammerne, inden børnene starter i 0. klasse. Herefter agerer Lisa klassepædagog for selvsamme børn.
Første gang Lisa var frivillig på Børnehjemmet i Pattaya var i 2011, og det er sidenhen blevet til to besøg.
Sara Lyngsø er blevet kommitteret, fordi hun har et inderligt kendskab til fondens støtteprojekter, ligesom hun har oplevet resultaterne for de udsatte i Pattaya by. Sara er uddannet idræts- og sundhedspædagog fra VIA University College i Aarhus. I det daglige arbejder hun med at styrke og udvikle børnehavebørns motoriske færdigheder på lærende og legende vis.
Saras første møde med Børnehjemmet i Pattaya var i 2009-2010, hvor hun gennem et halvt års ophold opbyggede et stærkt bånd til stedet. Siden da har Sara besøgt børnehjemmet og de øvrige projekter hvert år. Hun har gennem sine ophold i Pattaya erfaret, hvordan den økonomiske støtte fra udlandet gør det muligt at skabe gode resultater i praksis. Sara ønsker, med sin indtræden i fonden, at fortsætte sine bidrag til udvikling på projekterne for de mange underprivilegerede børn i Pattaya.
Sara og Lisa arbejder til daglig sammen med Kasper Nesager-Hansen på at administrere Den Danske Pattaya Fonds side på Facebook.





