Håbets varevogn er stadig kørende, og det skyldes blandt andet danske bidrag. Siden vores omtale af Mobile Training Unit, der er CPDCs varevogn med opsøgende plejepersonale, i november sidste år, er der kommet en superhelt til.
Hver torsdag aften holder varevognen parkeret for enden af Walking Street, der er centrum for Pattayas omfattende prostitutionsmiljø. Neonlyset og den høje musik fra de forskellige bordeller bliver afbrudt af de mange piger fra hele verden, som kommer med tilråb til de forbipasserende mænd – og kvinder. Gaden tilbyder tilfredsstillelse af en hver kødelig lyst.
Varevognen holder parkeret med bagsmækken åben, hvorfra der vises tegnefilm i børnehøjde, men det er hverken Disney eller Marvel-tegnefilm, som ruller over fladskærmen. Det er historien om en ung, thailandsk dreng, som bliver ven med en hvid mand i 40erne. Venskabet udvikler sig i en ubehagelig retning, da drengen erfarer vennens sande motiver. Historien fortæller om de traumer, som følger, fordi drengen har sagt ja til at gå hjem sammen med manden, men så møder han en ung pædagog, som hjælper ham med at tale ud om hændelsen og fange den onde mand.
Mobile Training Unit holder hver torsdag parkeret her for at advare børn om følgerne ved at gå hjem med fremmede voksne, ligesom personalet tager en snak med børnene om deres rettigheder. Al informationsmateriale er i børnehøjde, og det er imponerende at se, hvordan alting er timet og tilrettelagt, så personalet både virker imødekommende som behjælpsomt. Effekten er mærkbar, da de lokale børn er nysgerrige. De får en malebog og nogle farveblyanter, som de bruger, mens de fortæller personalet om deres liv. Men spændingen når for alvor nye højder, da den blå/hvide superhelt dukker op!
Han er både helt og maskot for CPDC. Hans opgave er at gå ned ad Walking Street sammen med enkelte pædagoger, som møder gadens børn der, hvor de er. Børn, helt ned til fire års alderen, færdes i det kulørte natteliv. Enten fordi de er på arbejde, eller fordi forældrene ikke har mulighed for at få dem passet. En syvårig pige står midt på gaden i stramt dansetøj, make-up og jonglerer med to hulahopringe. Hun får en masse opmærksomhed fra de forbipasserende, men hun reagerer ikke, da superhelten og hans følge går forbi – hun arbejder videre.
En tilfældig torsdag aften cementerer behovet for varevognens fortsatte eksistens, ligesom personalet der er ombord. Set med danske øjne er det uhørt, at børn langt ud på de sene aftentimer arbejder på den ene eller anden måde, og det er CPDCs varevogn med til at ændre på.





