Af Kasper Nesager-Hansen
Adoptivbørn oplever ofte svære spørgsmål under opvæksten. Især hvis man ikke ser helt dansk ud. Som børnene bliver ældre, kan eksistentielle spørgsmål også melde sig på banen; for er man primært thai eller dansk? Hvordan ser ens biologiske baggrund ud? Og når man får så selv får børn, hvilke arvelige sygdomme ligger der i ens gener? Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk skal hjælpe adoptivbørn fra Pattaya og deres forældre med de udfordringer, en adoptivfamilie kan stå overfor.

Bliv en del af Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk gennem Facebook.
Netværket blev stiftet som en Facebook-gruppe i starten af august, hvor man som barn af Børnehjemmet i Pattaya kan komme i tale med andre ligesindede, der sidder med nogle af de samme spørgsmål, som én selv. Dansk-thailandske Siri, hvis adoptionshistorie kan læses i dette nyhedsbrev, er selv adopteret fra Børnehjemmet og et af de første medlemmer af netværket. Hun har forventninger til, at netværkets medlemmer kan hjælpe hinanden på kryds og tværs, men det kræver en indsats.
Siri, hvad tænkte du, da du første gang hørte om Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk?
”Adoptionsnetværket lyder som en rigtig fin måde at forbinde adoptivbørn, som har lyst og interesse i at lære andre adoptivbørn på at kende, samt at få en bedre baggrundsforståelse for sit ophav.”
Hvad håber du, at netværket kan gøre for dig og andre adoptivbørn fra Børnehjemmet?
”Personligt tænker jeg, at det kan give en form for fællesskabsfølelse, og hjælpe med at dele oplevelser og tanker man som adoptivbarn kan have. Forhåbentligt kan det gavne dem, som tumler med en masse spørgsmål omkring sig selv og sin baggrund. Netværket kan være en god platform, hvor det er muligt for adoptivbørn at stille spørgsmål og få svar. Derudover kan det måske også inspirere flere til at tage tilbage og besøge Børnehjemmet – og eventuelt arbejde som frivillig ligesom jeg.”
Hvad tror du, der skal til, før børn og unge ønsker at bruge netværket?
”Først om fremmest tror jeg, det er meget op til det enkelte adoptivbarn, hvor interesseret man er i at have en større relation og forbindelse til sine rødder. Men jeg tror, at man ved gode indlæg om forskellige personlige historier kunne fange manges interesse.”
Har du selv oplevet, som barn og som voksen, at der ikke er nogen, som forstår din baggrund og de problemer, som du har gået igennem som adoptivbarn?
”Jeg har altid haft mange som var nysgerrige om at høre om min baggrund og blevet stillet mange spørgsmål dertil. Det er selvfølgelig svært for mange at sætte sig ind i og forstå det at ikke være genetisk forbundet med sine forældre, men har aldrig mødt nogen, som har syntes det er unormalt – og har aldrig oplevet nogle større problemer gennem min opvækst.”
Pattaya Orphanage Adoptionsnetværk er også for forældre, der har adopteret eller skal adoptere børn fra Børnehjemmet i Pattaya, danskere som har været frivillige på Børnehjemmet og danskere, som kan bidrage netværkets formål – eksempelvis støtter Danish International Adoption (DIA) op omkring netværket.
Netværket er en del af Den Danske Pattaya Fond.

