Af Sara Lyngsø
To tragedier rammer to mennesker, men bringer dem sammen. Siri er en måned gammel, da hun ender på Børnehjemmet i Pattaya. Else Marie mister sin spæde dreng. Gennem adoption får begge en ny familie.
Siri har ikke mange oplysninger om sine biologiske forældre, men hun fortæller mig, at hun er født på et hospital i Bangkok. Hun ved også, at hendes biologiske far forlod dem begge lige efter fødslen. Siris biologiske mor er blot 17 år, da Siri kommer til verden. Moren kommer fra en fattig familie. Ressourcerne rækker ikke til, at den unge mor på egen hånd kan opfostre sit barn. Moren vælger at aflevere sin datter i Børnehjemmets varetægt – hun håber, at den lille pige kan få et bedre liv her.
Danske Else Marie er netop begyndt at arbejde på Børnehjemmet i Pattaya som frivillig, da Siris biologiske mor afleverer hende. Et ophold der viser sig at ændre Else Maries liv for altid. Der opstår hurtigt et særligt forhold mellem Else Marie og lille Siri og de to knytter tætte bånd. Følelserne er så stærke, at Else Marie og hendes mand adopterer Siri som to-årig og der venter nu den lille pige et liv i Danmark. Else Marie og hendes mand havde forinden opholdet på Børnehjemmet i Pattaya mistet deres spæde søn, hvilket var baggrunden for hendes rejse til Thailand.
Siri er ikke et øjeblik tøvende, da jeg spørger ind til hendes opvækst i Danmark.
“Jeg husker min barndom som værende utrolig lykkelig. Jeg var altid meget glad som barn. Jeg elskede at tegne, spille og høre musik. Jeg holdt utrolig meget af at være kreativ. Begge mine forældre er tegnere og grafiske designere, så derfor har det altid føltes så passende og naturligt, at jeg var deres datter. Derudover har jeg haft den skønneste mormor, som har givet mig den bedste barndom, et barn kunne tænke sig,” fortæller Siri, der gennem sin opvækst har været bevidst om sine dansk/thailandske rødder og adoption. Hun fortsætter.
“Jeg har altid vidst, at jeg var adopteret og vidst, at jeg var en smule anderledes end andre børn i Danmark. Men det var ikke noget, jeg har oplevet som problematisk hverken i skolen eller udenfor. Jeg blev og bliver stadig ofte spurgt ind til min adoption og har aldrig følt noget mærkeligt ved at sige, at jeg kommer fra Thailand og har ”danske” forældre. For jeg føler mig så dansk, som man kan være.”
Siri fortæller, at hun elsker brun sovs, kartofler, flæskesteg og stegt flæsk med persillesovs. Vennerne har joket med, at hun er et ”Kinderæg”; mørk udenpå og lys indeni, og det vækker smil på læben. I hjemmet har man også altid frit kunne snakke om de første år i Thailand, uden at der opstår en mærkelig stemning. Siri har desuden et billede af sin biologiske mor.
At Siris biologiske mor beslutter, at aflevere hende på Børnehjemmet i Pattaya har uden tvivl en afgørende effekt på hendes liv.
“Jeg synes, det er utroligt at tænke på, hvordan et liv kan forandres. Og hvordan et barn, som i starten har så få muligheder, pludselig kan få så mange. Jeg tænker tit på, at min skæbne og mit liv kunne have været så anderledes, alt efter om jeg var blevet adopteret eller ej,” fortæller den 22-årige kvinde med en meget moden tilgang til eksistens og baggrund.
Siri synes, det er sjovt at tænke på, hvordan hun kunne have endt i Tyskland og følt sig tysk. I dette tankespind ser hun sig selv som værende en helt anden person med en helt anden personlighed. Siri føler sig taknemmelig for det, hun har, og det hun har fået – hvordan kærlighed kan transcendere landegrænserne mellem Danmark og Thailand.
“Det er tankevækkende, at familie ikke nødvendigvis behøver at være af samme kød og blod, men at kærlighed bare er kærlighed, lige meget hvor i verden man kommer fra og hvilken farve man er født med. – kærlighed er grænseløs. Også det at min biologiske mor har været sådan en stærk person, der giver mig væk i håb om et bedre liv. Dét i sig selv er også en kærlighedserklæring uden lige.” siger Siri.
Siri rejser tilbage til sit fødeland i 2015 for at være frivillig på Børnehjemmet i Pattaya. Hun har netop afsluttet gymnasiet og ønsker at tage på en rejse med mening.
“At tage til Thailand ville være en god dannelsesrejse for mig, og en form for selvrealisering. Her ville jeg få mulighed for at stimulere nysgerrigheden omkring, hvor jeg egentlig kommer fra. Jeg tænkte også, at det måske kunne give mig nogle svar på nogle større spørgsmål i livet,” beretter Siri.
Siri har tidligere besøgt Børnehjemmet med sin mor og lillebror. Rejsen alene skulle være hendes helt egen rejseoplevelse. Smilet breder sig på Siris læber, da jeg spørger hende, hvad hendes tid som frivillig har givet hende som menneske.
“Det har givet mig en bedre ide og et indblik i, hvor jeg kommer fra, og hvem jeg var, før jeg blev adopteret. Jeg husker, det var en befrielse at se, hvor godt et sted Børnehjemmet er, og hvor utrolig glade alle børnene er. Jeg var en smule genert i starten, men børnene var så søde, og tog mig i hånden. Der var så meget næstekærlighed til stede.”
En oplevelse rammer med ekstra styrke. Siri får muligheden for at overvære en af de små drenge, som hun underviser i engelsk, blive adopteret og hentet af sine nye forældre. De kommer og henter ham efter slutningen af timen. Han er 4 år gammel. Siri bliver helt rørt over at se et af de mange børn, der tager afsked med Børnehjemmet og starte et nyt liv. For Siri er oplevelsen både smuk og mærkelig, da drengen tager afsked med en familie for at blive en del af en ny.
I dag er Siri en ung og livsglad kvinde på 22 år, som bor sammen med sin kæreste og studerer på Aarhus Universitet. Hun er ikke i tvivl, da jeg spørger hende, om hun vil anbefale adoptivbørn at rejse tilbage til Børnehjemmet som frivillige.
“Alle adoptivbørn, som er nysgerrige efter en større forståelse for sig selv, og som måske går med nogle identitets-overvejelser – gør det! Jeg vil ikke have været det foruden, selvom turen også var lang og følelsesmæssig overvældende. Man bliver et helt nyt menneske af at besøge Pattaya Orphanage.” siger Siri afslutningsvist.
Vi takker Siri for hendes åbenhed og mod på at dele sin livshistorie.
Redigeret af Kasper Nesager-Hansen





