Den Danske Pattaya Fond har brug for frivillige, der gerne vil arbejde for Child Protection and Development Center (CPDC) eller Father Ray Foundation. Du vil være en del af en stærk dansk tradition. Danske frivillige har i årtier gjort en tydelig forskel i de underprivilegerede børn og unges liv, og som du har kunne læse i dette nyhedsbrev, er det et givende arbejde.
Den Danske Pattaya Fond består blandt andet af tidligere frivillige som Lisa Futtrup Borg og Sara Lyngsø, der har været frivillige i flere omgange.
”At være frivillig i Pattaya er en oplevelse jeg aldrig vil glemme. Arbejdet har en særlig plads hos mig. Jeg bærer det med mig hver dag og giver det mine varmeste anbefalinger,” fortæller Lisa som mindes de mange babyer, hun har passet under sine ophold, og fortsætter: ” Det er børn, der har fået en hård start på livet, ingen familie, og det mærkes. Nogle børn klamrer sig til dig og nægter at give slip, andre trækker sig og ønsker ingen kontakt. De ved, du forlader dem igen, det gør alle børnene – store som små. Det skærer helt ind i sjælen. Men det er her, du finder mening; du kan vise dem, at selvom du forlader dem, får de stadig noget værdifuldt. Det samme gør du – måske mere end børnene.”
For Lisa er det hjerteskærende at skulle forlade børnene igen, men hun husker forskellen, hun har gjort i deres liv – og hvordan børnene har gjort en forskel i hendes.

For Lisa er det hjerteskærende at skulle forlade børnene igen, men hun husker forskellen, hun har gjort i deres liv – og hvordan børnene har gjort en forskel i hendes.
Lisa refererer til et ordsprog, der er opstået blandt de frivillige; man kommer til Pattaya og giver hele sin sjæl til arbejdet, men man ender med at komme hjem med 10 gange så meget i form af erfaringer, minder med glade børn og følelsen af et meningsfuldt ophold. Hun bakkes op af Sara Lyngsø:
”Jeg rejste til Thailand med et ønske om at gøre en forskel for forældreløse, udsatte børn og unge. Dog var jeg inden afrejsen ikke bevidst om, hvilken stor forskel jeg samtidig ville komme til at gøre for mig selv.”
Hjælpearbejdet er samtidig meget følelsesladet, fordi man kommer tæt den barske side af livet. Sara fortæller, at det sætter sit præg på én:
”Der skal ikke herske nogen tvivl om, at størstedelen af børnene og de unge mennesker, jeg har mødt på min vej i en tidlig alder har kæmpet deres kamp i livet. Om det er det lille nyfødte forældreløse barn, den seksuelt misbrugte pige eller drengen som har levet alene på gaden, så efterlader disse møder en hjerteskærende følelse hos mig,” siger Sara, der i samme åndedrag fortæller om det enorme håb om en bedre fremtid for de mange udsatte børn og unge. Netop dette håb er man en del af som frivillig, når man arbejder med de forskellige projekter, og man kan se, at børnene går i skole, får psykologhjælp, får deres daglige måltider og har et stærkt familieforhold til hinanden.
”Projekterne i Pattaya viser gode og stærke resultater. Jeg er stolt af at have bidraget til dem,” siger Sara, mens Lisa opfordrer folk, der gerne vil være en del af et meningsfuldt arbejde om at skrive en ansøgning til fonden:
”Du vil ikke fortryde det, du kan gøre en forskel”, siger Lisa.
Vælger du at arbejde for Father Ray Foundation, kan du være frivillig i enten 3 måneder eller 6 måneder ad gangen. Du vil komme til at arbejde med børnehavebørn fra fattige familier, blinde børn og tidligere gadebørn. Du kan også undervise unge handicappede i engelsk på Handicapskolen.
CPDC arbejder med børn i Pattayas mange slumdistrikter og børn, der har oplevet misbrug i hjemmet. Du vil være en del af det faste team, som underviser børn i skolealderen i engelsk og hygiejne både på centeret såvel som i slummet. Du hjælper også børnene, der har været udsat for misbrug, til en stabil hverdag med terapi, mindfulness og leg. CPDC ønsker, at du er frivillig i minimum 3 måneder.







