Oplevelser du aldrig glemmer
Forældrene efterlader deres lille dreng, som rammes af endnu en tragedie, da han mister begge ben. Livet synes ødelagt for ham. Men Moss trodser alle odds med hjælp fra Father Ray Foundation.
Moss flytter ind hos sine bedsteforældre i grænseområdet mellem de to Thailand og Cambodia, fordi hans forældre forlader ham. Ingen ved hvorfor den lille dreng bliver ladt i stikken. Moss er blot 5 år gammel, da han i 1999 træder på en landmine, mens han er ude og lege. På hospitalet vurderer kirurgerne, at resterne af benene må amputeres, og Moss ender i en kørestol.
Drengen lader sig dog ikke slå ud. Året efter begynder Moss i skolen. Mellem hjemmet og skolen er der 5 kilometer, og allerede i en ung alder viser Moss, at han har en viljestyrke udover det sædvanlige. Han transporterer sig selv til og fra skole hver dag ved håndkraft – en sej lille fyr.
Moss er lige begyndt i tredje klasse. Han bor til daglig hos Father Ray Children’s Home, fordi hans bedsteforældre ikke længere kan forsørge ham – forældrene forlader Moss, mens han stadig er baby.
Bedsteforældrene er gamle, og da Moss fylder 11, kan de ikke længere give barnebarnet det hjem, en halvvoksen dreng har behov for. De lokale myndigheder kender familien, og de kender Father Ray Foundation, som de tager kontakt til. Moss får et nyt hjem i Children’s Home, der er hjemmet for børn uden familier til at forsørge dem. Da Moss kommer til Pattaya er han understimuleret og meget sky overfor alle de nye ansigter. Hans kørestol er fuldkommen opslidt og ubrugelig. En barmhjertig samaritaner fra lokalområdet donerer en ny kørestol til Moss. Her, flere hundrede kilometer fra sin hjemby, begynder drengen en ny tilværelse, som sender ham i en retning, hvor kørestolen ikke kun er et transportmiddel, men en karriere.
Landminen ødelægger Moss’ ben, men humøret og viljen til et normalt liv kendetegner drengen, der ved egen armkraft kommer omkring i sin kørestol.
De første år hvor Moss går i skole i Pattaya er han den flittige elev, som får gode karakterer, men han bliver teenager, og som de fleste andre drenge på hans alder, er Moss mere interesseret i at hænge ud med vennerne end skolebøgerne – karaktererne styrtdykker. Årene går, mønsteret forbliver det samme. Lærerne begynder så småt at acceptere, at Moss ikke er den boglige type, og der skal gå lidt tid, før han vælger en gymnasial uddannelse. Moss færdiggør sin uddannelse på teknisk skole med en flot eksamen i IT og computerreparation. Han bliver kendt for sin flid under praktikken, hvilket gør, at han i april 2012 får et arbejde på et af Pattayas hospitaler kort tid efter dimissionen. Her tjener han det, der svarer til kr. 1.000 om måneden, men det er nok til, at han kan få sin egen lejlighed og forsørge sig selv og bedsteforældrene. Men lykken er kortvarig.
Kollegaerne på hospitalet gør grin med Moss, håner ham, fordi han mangler begge ben og sidder i kørestol. Han siger arbejdet op efter mindre end et halvt år. Pengene kommer ikke længere ind, og Moss spørger Father Ray Foundation, om de vil hjælpe ham med et sted at bo – han er blot 18 år gammel.
Det bliver til mere end blot et sted at bo. Moss opfordres til at ansøge om en plads på Father Ray Foundations kostskole for handicappede, hvor han kan få en gratis 2-årig uddannelse. Ansøgning sendes, han består adgangseksamen og bliver optaget på elektronikreparationslinjen. Efter blot 3 uger på Handicapskolen er Moss et andet menneske. Han møder for første gang i sit liv andre mennesker med handicaps, der minder om ham. Folk med krykker, rollatorer og kørestole – han føler sig accepteret.
Moss bliver optaget på Handicapskolen, hvor han prøver kræfter med elektronikreparation, benproteser og basketball.
Handicapskolen har en sportsplads, hvor de fysisk handicappede elever spiller basketball i kørestole. Moss bliver hurtigt fænget af spillet. De øvrige elever træner med ham, og de viser, at handicaps ikke behøver at være en hindring for at dyrke sport. Basketball bliver den unge mands lidenskab, og det kommer blandt andet til udtryk i hans karakterer, som i første semester ligger over middel, men senere falder til under middel. Det er banen, der kalder. Det er bolden, der får hjertet til at banke.
Som en del af det thailandske landshold i basketball for handicappede, har Moss (t.v. på billedet) fundet sit kald i livet.
Moss vælger at tage et halvt års orlov fra sine studier i efteråret 2013. Han har fået alletiders mulighed for at blive en del af det thailandske ungdomslandshold i basketball for handicappede. Da han vender tilbage til Pattaya og Handicapskolen i foråret 2014, er han en anden mand. Som en del af ungdomslandsholdet vinder han to sølvmedaljer for Thailand i forskellige asiatiske turneringer. Moss færdiggør sine studier, men hjertet banker stadig mest på boldbanen. Han dimitterer alligevel med et fint gennemsnit.
I dag er Moss en del af det thailandske landshold i basketball for handicappede. I starten af året spiller han mod Dubai og i foråret mod Kina. Landminen ødelægger en lille drengs ben, men viljen til sejr kan ikke knækkes. Moss er et forbillede for mange andre handicappede i Thailand, fordi hans historie begynder med ikke én eller to, men hele tre tragedier, og den ender på landsholdet. Han er 23-år gammel og har en lys fremtid foran sig.
Moss er i dag et sandt forbillede for andre, der har oddsene imod sig. Han er landsholdsspiller og vinder medaljer for sit hjemland. Landminen tager benene, men ikke viljen.
Related posts
