Thailand døjer med alvorlige sociale udfordringer. Selvom landet oplever en stigning i velstanden, er der provinser, hvor dyb armod stadig hersker. Det går ud over familien, hvor ægteskabet som institution er i opløsning – og det går ud over børnene. Drengene My og Pluem har oplevet fattigdommens konsekvens, og hvordan familien falder fra hinanden.
Mys forældre flytter til Pattaya i 1988, hvor faderen finder arbejde som sikkerhedsvagt. Livet er ikke let for ægteparret, der lever på et eksistensminimum, da faderen er ufaglært og må nøjes med korte ansættelser her og der. Moderen er hjemmegående. Lykken synes dog at tilsmile familien i 2001, hvor My kommer til verden. Familien oplever, at lykken er meget gavmild, da My får en lillebror 10 måneder senere.
Faderens løn rækker ikke at forsørge børnene, og familien slår for alvor revner, da Mys mor bliver arresteret for besiddelse af narkotika. Hun kommer for en domstol og bliver fundet skyldig i salg af narko, hvilket giver hende en hård fængselsdom. Faderen står alene tilbage med to børn og skiftende jobs. I erkendelse af at han ikke kan give børnene, hvad de har behov for, beder faderen Father Ray Foundation om hjælp.
Pluems forældre bliver skilt, mens han er meget lille. Drengen flytter med sin mor til Bangkok, men resterne af familielivet forsvinder, da moderen ikke kan passe sit barn. Mormoren må træde til, og Pluem flytter til Thailands nordøstlige provins – flere hundrede kilometer fra hovedstaden og moderen.
Faderens opsøger mormoren. Han vil have sin søn tilbage, men forsøget får en tragisk drejning. Mormoren vil ikke overlade Pluem til faderen. De kommer op at skændes – voldsomt. Den lille dreng er vidne til, hvordan hans far slår mormoren ihjel. Tragedien fører til, at Pluems tante tager drengen langt væk fra det hele. Hun rejser til Pattaya, hvor hun opsøger Father Ray Foundation i håb om trygge rammer for den stærkt traumatiserede dreng.
My og Pluem bor i dag hos Father Ray Foundation. Du kan følge drengenes liv på fondens Facebook-side, når vi i juni og fremefter fortæller deres historier, og hvad personalet hos Father Ray Foundation, med blandt andet dansk støtte, gør for at hjælpe børnene til en normal tilværelse.