Gadebørnenes hjem fylder 25 år takket være danske bidrag
Af Lene Birkholm – Engelsklærer på handicapskolen
Da Beer blot var 16 år gammel og færdig med skolen, drømte han om at blive professionel soldat. Men en dag hjalp han sin far og bedste kammerat med at bore en ny brønd for hans landsby i det fattige, nordøstlige Thailand. Noget gik grueligt galt.
Da Beer blot var 16 år gammel og færdig med skolen, drømte han om at blive professionel soldat. Men en dag hjalp han sin far og bedste kammerat med at bore en ny brønd for hans landsby i det fattige, nordøstlige Thailand. Noget gik grueligt galt. Beer og hans kammerat mistede kontrollen over det høje bor, og den øverste del ramte en højspændingsledning, der førte forbi brønden. Beer fortæller, at begge mistede bevidstheden med det samme.
Dagen efter vågnede Beer op på hospitalet. Til sin store rædsel opdagede han, at hans venstre ben var blevet amputeret midt på låret og tillige hans højre arm, så kun en lille stump over albuen var tilbage.
Han havde svære brandsår på kroppen, og hans venstre hånd var blevet helt deform. Flere fingre var “smeltet sammen “, fortæller han grædende til mig.
Efter 3 måneder blev han udskrevet, og han indså, at han må lære at bruge venstre hånd til at skrive med. Han havde meget svært ved at holde på noget, men lærte det efterhånden. Han fik proteser på det amputerede ben samt armen – han forsøgte at leve og fungere på en helt anden måde. Men livet på familiens gård gik langsomt i stå for Beer. Han er totalt afhængig af familiens hjælp. Væk var drengedrømmen om at blive soldat.
Beer var klar over, at der måtte en ændring til. Mest fordi han kunne se, hvordan hans forældre arbejdede hårdt for at forsørge familien. Han var ked af, at han ikke kunne bidrage med en indtægt for at holde familiens fattigdom på afstand. Han vidste bare ikke hvordan.
En dag var Beer til et kontrolbesøg på hospitalet. En sygeplejerske faldt i snak med ham og fortalte om Handicapskolen i Pattaya, hvor man kunne få en gratis uddannelse. Beer tog til Pattaya for at tage optagelsesprøven hos os. Han bestod og kom ind på vores kostskole – seks år efter hans tragiske ulykke.
Jeg husker ham den første dag, hvor han sammen med de andre nye elever sidder i min engelskklasse – han var ikke til at få et ord ud af. Alle var generte, skræmte og for nogle af dem var det første gang, de så en udlænding.
I dag er Beer 23 år gammel, og han er i gang med sit fjerde og sidste semester. Han har et halvt år tilbage af sin elektronikuddannelse, hvor engelsk er hans bifag. Han arbejder hårdt og effektivt, ligesom han har lært at beherske sine værktøjer. For det meste ligger hans armprotese på gulvet ved siden af ham. Han siger, at det gør ondt at have den på. Der plejer at ligge mange andre proteser rundt omkring i de fire klasser, jeg underviser. Sundhedsvæsenet herude er slet ikke på højde med vores danske, og det er synd for eleverne.
Han fortæller mig, at han savner sin familie meget, men han ved også, at han får en “kuffert” fuld af viden på Handicapskolen, og den kan han bruge fremover til at tjene penge til familien derhjemme.
Når han er færdig om et halvt år og får sit diplom, vil jeg stå ved siden af ham og være meget, meget stolt. Jeg håber, at jeg kan beherske mine tårer på den store dag. Han vender tilbage til landsbyen og får et job som landsbyens elektronikreparatør, der kan ordne TV, el-vifter, riskogere, og radioer. Drengedrømmen forsvandt, men Beer fik en ny.
Related posts
