Folk troede, at Tom ville ende som narkoman
Af Kasper Nesager-Hansen
Lin var blot 1½ år gammel, da jeg bar rundt på hende i Babyroom. Fornøjelsen var et sjældent privilegium. Lin havde det svært med at stole på voksne, hun kendte. Måske var der to af de faste børnepassere, der fik lov til at komme tæt på hende – hun var tryg ved dem.
November 1998, så mange år siden. Lille Lin var blot 1½ år gammel, men dybt mistroisk overfor voksne.
I en alder af 20 var det svært for mig at forstå, hvorfor en baby kunne have så svært ved at stole på voksne – mine frivillig-kollegaer og jeg ville jo ikke gøre hende fortræd. Forståelsen kom dog efter mine første to måneder på Børnehjemmet i Pattaya. Lille Lins ben var dækket til at små runde ar.
Lin var ikke det gladeste barn. Forståeligt nok. Arrene på hendes ben stammer fra cigaretter.
I begyndelsen troede jeg, de var insektbid, men jeg fik senere at vide, at årsagen til, Lin boede på Børnehjemmet var, fordi hendes far havde haft til vane at slukke cigaretter på den lille piges ben, når hun græd.
Tilværelsen i trygge Danmark havde ikke givet mig evnen til at forestille mig, hvordan en forælder kunne udsætte sit barn for den slags. Historien var heller ikke enestående, da andre børn i Babyroom havde lignende begyndelse på livet. Nu var de her, i tryghed, men hvilken fremtid gik de mon i møde? Og ville de nogensinde være i stand til at leve et normalt liv med sådanne traumer? I det knap halve år jeg var frivillig på Børnehjemmet, tror jeg, at jeg oplevede Lin græde én gang.
Børnene i Babyroom var noget af de mest nuttede – og de elskede at posere foran kameraet.
Min tid som frivillig i slutningen af 1998 og begyndelsen af 1999 definerede mig som menneske. Årene efter mit ophold var svære. For man kommer aldrig rigtigt hjem fra sådan et arbejde. Indtrykkene, erfaringerne og de mange gode ting hjælpearbejdet medførte i prostitutionens by, de satte aftryk i bevidstheden.
Medmenneskeligheden var et koncept, der fik en hel anden betydning i et land som Thailand, der dengang var et uland. Velfærd fandtes ikke, og dovenskab betød, at du ikke fik noget at spise den dag.
Medmenneskeligheden spirede alligevel frem i betonens revner, der var organiseret kriminalitet og omfattende prostitution, som ellers lå tungt ovenpå byens skæbner.
Jobbet som frivillig på Father Ray Brennans børnehjem betød, at jeg var til gavn for mennesker, der havde brug for en hånd til at komme i land fra båden i havsnød; handicappede, gadebørn, statsløse ældre som havde oplevet tortur i det land de var flygtet fra og efterladte babyer. Fælles for dem var den ensomme skæbne, de havde efterladt ved porten til Børnehjemmet i Pattaya. Håndsrækningen betød de havde fået en ny start i livet – og de gjorde alt, hvad de kunne for at forbedre tilværelsen.
Havde jeg ikke oplevet denne kampgejst og flid som 20-årig, ville jeg nok ikke være selvstændig erhvervsdrivende i dag. Alle mennesker er forbilleder. Alle mennesker kan vise dig vej.
Egentlig havde jeg besluttet mig for at lukke døren til Pattaya, da min tid som frivillig var ovre. Oplevelsen var fantastisk, og ændringen i mit begyndende voksenliv var mærkbar. Men i Danmark ventede en videregående uddannelse samt arbejde, og det var svært for mig at vænne mig til livet i Danmark, fordi jeg hele tiden tænkte på, hvordan tilværelsen i Pattaya var. Kultursammenstødet lukkede døren mod øst – i hvert fald for en stund.
August 2003 døde Father Brennan. Den amerikanske præst var nok det tætteste på en helgen, jeg har oplevet – i hvert fald i moderne forstand. For nok røg han og nød en god whisky, forfædrenes irske blod løb i hans årer, mens han havde til vane at bande i så store verbale mængder, at børnehjemmets ledende nonne korsede sig 50 gange, hver gang hun gik forbi præstens kontor. Men Father Brennan var der for sine børn – for alle de mennesker, der var afhængige af hans børnehjem. Han havde viet mere end 40 år af sit liv til at hjælpe andre.
Father Brennan som jeg husker ham bedst; i selskab med sine børn, hvis tilværelse var lyset i.
Æren? Æren for alle de gode resultater, ville han ikke have siddende på sig. Jeg var så privilegeret at have en snak med præsten alene i hans lille kontor, da jeg startede som frivillig. Jeg fortalte ham, at det var en ære at arbejde for ham, hvortil han spurgte, hvorfor det? Forbløffet fik jeg fremstammet, at han jo havde hjulpet så mange mennesker og fået en hel hjælpeorganisation op at køre. Præsten slog ud med højre arm og sagde, at det var alle de mennesker uden for kontoret, der var ansvarlige for det. Selv når man fik hevet Fr. Brennan med til et gruppebillede, valgte han at stå et sted, hvor alle andre kunne ses – mens toppen af hans krøllede hår kun var synligt blandt de mange andre smilende ansigter.
2003 var også året, hvor Den Danske Pattaya Fond blev grundlagt. Jeg husker stadig den kolde novemberaften i et kirkelokale på Amager, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville indtræde i fondens bestyrelse. Det skulle der ikke tænkes længe over. Døren blæste op igen.
Til indvielsen af Center for Children With Special Needs sammen med PR-ansvarlig, Derek Franklin, for Father Ray Foundation.
Jeg har været med i Den Danske Pattaya Fond i godt 13 år efterhånden. Og nej, det er ikke på tide at komme videre. For jeg får stort set daglig lov til at være med til at ændre børn og unges skæbner til det bedre. Om det er misbrugte børn på Child Protection and Development Center (CPDC), der atter smiler. De handicappede studerende på Handicapskolen, som får en gratis uddannelse og oplever 100 % jobgaranti, når de dimitterer. Eller de små babyer på Børnehjemmet, der finder vej til Danmark gennem adoption. Hvordan kan jeg sige farvel til det?
Jo, det kan være tungt at arbejde med thailandske organisationer. Jo, der er kulturforskelle. Og nej, hverken CPDC eller Father Ray Foundation er perfekte. Men de gør en forskel i mennesker liv – en afgørende forskel.
Lin i dag. En glad, ung kvinde som læser til sygeplejerske små 19 år efter, jeg bar rundt på hende i Babyroom. Hun drømmer om at vende tilbage til Børnehjemmet og arbejde med forældreløse børn.
Denne forskel blev endnu en gang synlig for mig i februar i år, hvor jeg besøgte Pattaya. Kru Noi, der selv voksede op på Børnehjemmet, arbejder i dag for CPDC, og han har kontakt til mange børn, der også havde deres barndom her. Han fortalte mig, at der var flere unge, som vender tilbage til Pattaya for at hjælpe en ny generation af forældreløse børn. Noi viste mig et billede af en ung sygeplejerskestuderende, som havde fortalt ham, at hun vil arbejde med børnene på CPDC, når hun dimitterer. Billedet var af Lin. Hun er i dag 20 år gammel, hun er en smuk ung kvinde, og hun smiler.
Døren blæste af hængslerne.
Lin er et fiktivt navn af hensyn til hendes privatliv.
Related posts
