Storkens højre hånd
Af Kasper Nesager-Hansen
Derek Franklin kom til Father Ray Foundation den 5. marts 2001. Father Ray Brennan var stadig i live, og Børnehjemmet i Pattaya havde endnu ikke ændret navn for at ære grundlæggeren af Thailands måske mest berømte børnehjem.
Derek havde opsagt sit arbejde som børnesygeplejerske på et af Londons travle hospitaler. Han ville være frivillig på Børnehjemmet, og hans evner som sygeplejerske kom som kaldet.
Tom kom til Hjemmet for Gadebørn i 2002. Ikke fordi den 5-årige dreng var forældreløs, men hans far var arbejdsløs, og Tom var den yngste i en børneflok på syv. Moren døde, da Tom stadig var baby, og livet i slummet var håbløst. Pengene var små, og Toms far blev overbevist om, at drengens fremtid ville være bedre på Hjemmet for Gadebørn. Her kunne Father Ray og Børnehjemmets mange pædagoger give Tom en tryg tilværelse, skolegang og mad på bordet – en fremtid med andre ord. Tom skulle vise sig at være et problembarn for hjemmets personale – og ikke mindst for Derek.
Tom (øverst til højre) sammen med barndomsvennen, Kaitoon, og Derek Franklin.
Sygeplejersken fra London fik i 2003 ansvaret for lægeklinikken i Hjemmet for Gadebørn. Åbningstiderne var kl. 5.30 hver morgen og igen kl. 17.30. Derek forstod, hvad det ville sige at arbejde længere end de otte timer om dagen. Når Derek kom ind om morgenen, stod Tom og en af hans legekammerater, Kaitoon, fra hjemmet ved døren til klinikken og ventede på ham. Til tider ville de blot hilse på udlændingen, der kom kørende på sin knallert. Andre gange havde de… en bagtanke.
En typisk dag startede med, at Tom fiskede nøglen til klinikken ud af Dereks lomme. Han åbnede døren og satte sig på briksen, hvor han begyndte at klage sin nød; en hudafskrabning var pludselig årsagen til, at armen var ved at falde af, mens en fregne var dødsens alvorlig. Derek nikkede blot og lod som om, han lod sig narre. Kaitoon var i færd med at kravle rundt på hylderne bag Dereks ryg, hvor han forsynede sig med vitaminpiller og andet godt.
Små slyngler kaldte Derek de to 6-årige drenge. Kaitoon og Tom sloges med hinanden dagligt. Hoppede de ikke på hinanden, sørgede de for at slås med andre børn på hjemmet. Selv når der kom gæster, som tog billeder af drengene, risikerede de besøgende at få en særlig hilsen på fotografierne, der forevigede besøget. Sproget på hjemmet var heller ikke det, man fandt i en katolsk søndagsskole, men drengene vidste ikke bedre – de var præget af deres tid i slummet og på gaden.
Livet var ikke let for Tom. Hans første leveår i slummet sammen med sin far og seks andre søskende betød underernæring. Han var klejn i forhold til sine jævnaldrende. Skolen var heller ikke nem for ham. Tom var den flittige elev, når han fik et lille puf i den rigtige retning, og han klarede sig nogenlunde. Dog havde han talent for metalsløjd og de tekniske fag.
Tom var ikke altid til ”pænt brug”, og selv om mange stemplede drengen fra Pattayas slum som et ”problembarn”, gennemførte han folkeskolen. I år dimitterede han fra teknisk skole, og Tom har kurs mod universitetet.
Tom blev færdig med folkeskolen, hvorefter han valgte teknisk skole frem for gymnasiet. Han havde fundet sit kald i livet – nok til Dereks store lettelse. Nogle år efter Fr. Rays død blev Derek mere involveret i Father Ray Foundations administration, og klinikken blev overtaget af andre. Selv om Derek ikke kunne følge Toms dagligdag, var han stadig en del af drengens liv.
I dag er Tom dimitteret fra teknisk skole – Derek er blevet gråhåret. Tom har klaret sig så godt, at han har fået et stipendium til Rajamangala Institute of Technology i Bangkok, hvor han skal studere elektromekanik på universitetsniveau.
Tom var et af de børn, som mange troede ikke ville blive til noget, da han var en slagsbror, der ikke klarede sig godt i skolen eller forstod god opførelse. Han ville sikkert ende i en bande eller blive narkoman, sagde man. Derek havde et andet syn på Toms fremtid, hvorfor han var en af de voksne, der gav sørgede for, at Tom passede sin skole – og forstod værdien i hårdt arbejde.
Takket være Derek og Father Ray Foundation havde Tom et hjem, voksne som troede på ham og gav ham et puf i den rigtige retning. Toms liv startede i slummet – til sommer starter han på universitetet.
Related posts
