Johnny Reimar og The Cliffters synger for børnene
Af Kasper Nesager-Hansen
Børn er børn. Nogle opholder sig illegalt i Pattaya, mens andre er immigreret på lovlig vis. Fælles for alle børnene i CPDCs Drop-in Center er, at de ikke får lov til at gå i lokale, thailandske folkeskoler, eftersom skoleledelserne er bekymrede for migrantbørnenes adfærd – de forstår ikke thai og kan derfor ikke koncentrere sig om at modtage undervisning. CPDCs direktør, Radchada Chomjinda, har en mission.
Drop-in Centeret er oprindeligt tiltænkt gadebørnene, der har brug for et midlertidigt sted at være. I dag er centeret også en skole, som skal undervise immigrantbørn fra Myanmar og Cambodia i deres modersmål, thai, engelsk og andre fag, du normalt finder i folkeskolen. Radchada Chomjinda fortæller, at hun oplever migrantbørnene som velfungerende og ofte mere disciplinerede end thailandske skolebørn, hvorfor direktøren undrer sig over de lokale skolers afvisning af børnene. CPDC har derfor investeret i en skolebus, som henter immigrantbørnene ved de forskellige byggepladser i Pattaya – for de skal i skole.
CPDC har ansat en cambodiansk lærer til at undervise de cambodianske børn i deres modersmål, thai, engelsk og matematik. Tong Tong har en bachelorgrad fra Mahasarakam University i det nordøstlige Thailand, hvilket svarer til et dansk lærerseminarium. Tong Tong underviser sine landsmænds børn fra mandag til fredag, mens han går på det lokale universitet i weekenden for at få sin kandidatgrad.
Tong Tong (nederste venstre hjørne) fra Cambodia skal undervise børnene i cambodiansk, matematik, thai og engelsk.
Børnene fra Myanmar bliver undervist af Kay Paw. Han lærer børnene at læse og skrive på deres modersmål, ligesom de får undervisning i thai. Kay Paw lærer også børnene at danse, lave mad og arbejde med hænderne. Han får snart selskab af en ny lærer fra Myanmar, som supplerer ham.
Kay Paw er fra Myanmar. Han skal undervise børnene i deres modersmål, dans, håndarbejde, madlavning og thai.
For Radchada Comjinda handler skolen i Drop-in Centeret om at give børnene en fremtid og et sted at være. Hun fortæller, at børnene og deres forældre som regel opholder sig i Thailand i flere år, før de har tjent penge nok til at vende hjem igen. Problemet er, at hvis børnene ikke modtager undervisning, vil langt de fleste af dem have meget dårlige fremtidsudsigter. I bedste fald vil de, ligesom forældrene, ernære sig med arbejde på thailandske byggepladser, hvor sikkerhed er et lettere udvandet begreb. Med basale kundskaber i matematik, thai og engelsk vil børnene være betydeligt bedre stillet – det er Radchada Chomjindas håb.
Caption here
CPDC-direktøren håber også, at børnenes undervisning i thai, giver dem adgang til lokale folkeskoler en dag – og måske endda videregående uddannelser. Vejen er lang, men børn er børn, og de fortjener en fremtid, da de hverken har indflydelse på forældrenes beslutning om at flytte til Thailand såvel som folkeskolernes beslutning om, at børnene er forment adgang. Som Radchada Chomjinda siger; hvis børnene ikke har et sted at være, hvor de er under opsyn, så leger de på farlige byggepladser, eller de opholder sig alene i slummet, mens forældrene er på arbejde, hvilket gør dem til lette ofre for voksne, der gerne vil udnytte dem. Forældrene har ganske enkelte ikke penge til en babysitter endsige privatundervisning i hjemmene.
Forældrene har et gratis alternativ i Drop-in Centerets skole. Hver morgen kommer CPDCs skolebus og henter skolebørnene i de forskellige migrantlejre i Pattaya. Forældrene skal ikke til lommen, men de skal sørge for, at deres børn er klar, når bussen triller ind blandt skurene af træ og blik. Sidst på eftermiddagen bliver børnene kørt hjem igen til deres forældre, som ikke behøver at bekymre sig om deres børns sikkerhed, mens de er på arbejde.
Tong Tong i fuld gang med at undervise immigrantbørnene.
Missionen har i sig selv et nobelt mål, men Radchada Chomjinda vil have, at de lokale folkeskoler skal ændre mening og lade migrantbørnene deltage i deres undervisning. Hvad giver CPDC-direktøren håb for, at det kommer til at ske?
Radchada Chomjinda er ikke kun direktør for CPDC. Hun er også meget vellidt af de børn, hun arbejder for.
Svaret findes i 1990erne. Her oplever Radchada Chomjinda, som er daglig leder af Børnehjemmet i Pattaya, hvordan Father Brennans erhvervsskole for handicappede unge langsomt, men sikkert, ændrer det lokale erhvervslivs syn på handicappede mennesker fra andenrangsmennesker til værdifuld arbejdskraft gennem gratis uddannelse. Dimittenderne fra Handicapskolen forstod, at de havde fået en mulighed her i livet, og de tog den. De arbejdede hårdere og grundigere end deres ”normale” kollegaer – ofte til lavere løn. Med årene forstod virksomhederne værdien i at ansætte unge go-gettere med handicaps. Håbet for CPDC-missionen findes i de tidligere succeshistorier ud fra Shakespeare-devisen om, at fortid er forord.
Related posts
