Johnny Reimar og The Cliffters synger for børnene
Små børn, burde de ikke ligge i deres senge og sove, når nattelivet skruer op for dansemusikken, og de voksne nyder kolde fadøl i subtropisk varme? Vi er vant til, at forældre putter deres børn, læser godnathistorier og lader døren stå på klem, så monstrene under sengen ikke kommer frem, når lyset slukkes.
Em
Ems historie bør ikke læses højt for børnene inden sengetid. Em går i seng, når hans mor og ham vender hjem fra nattelivet ved daggry – de skal ud og tjene penge. 2007 er året, hvor Ems mor henter ham til Pattaya. Bedstemoren dør, og moren må atter passe sin søn, men Em er et middel til at tjene penge. Mor og søn vandrer rundt blandt turister og fulde fremmede i Pattayas natteliv for at tigge penge. Penge, der går til stoffer, som moren indtager i nedlagte barer lidt uden for centrum. De bor her – sammen med andre stofmisbrugere.
Først i slutningen af 2008 opdager de lokale myndigheder drengen. Han sidder blandt en gruppe narkomaner, som sniffer lim, og myndighederne tager ham med til CPDC – moren accepterer, hun er travlt beskæftiget. Em er fem år gammel.
Børnene på CPDCs børnehjem kommer fra et liv, man svært kan forestille sig. Alligevel får de en glad og tryg barndom med mange brødre og søskende.
Fai
Faren forlader familien, da Fai er baby. Pigens mor finder sig en ny mand. Parret bruger al tiden sammen, og Fais mor varter stedfaren op, mens datteren er overladt til sig selv. Fai kan ikke fortælle os præcist, hvor gammel hun er, da stedfaren begynder at misbruge hende seksuelt, men hun er meget ung. Fai er syv år gammel, da myndighederne i 2010 bringer hende til CPDC, hvor hun skal beskyttes mod stedfarens overgreb.
Vejen mod CPDCs børnehjem er lang. Fai begynder skolen, før hun fortæller om misbruget i hjemmet. Pigen er modig, fordi stedfaren truer hende med tæsk, hvis hun røber deres lille hemmelighed, men Fais vilje er stærkere end truslerne. Skolen kontakter myndighederne, og i sin rapport fortæller en politimand, der overvåger hjemmet og overgrebene, at stedfaren ophidser sig selv med pornofilm, før han forgriber sig på pigen. Han afsoner i dag en længere fængselsstraf.
Børnehjemmet hjælper børn i alle aldre til en bedre og lykkeligere tilværelse.
Big
Familien er fattig. Bigs mor er arbejdsløs og HIV-smittet. Faren arbejder som sikkerhedsvagt for at forsørge familien, men den beskedne løncheck rækker ikke. Big begynder allerede som dreng at tigge på gaden. Her møder han sine venner, der præsenterer ham for hårde stoffer og homoseksuelle turister. Big går den samme maltrakterende vej som så mange andre gadebørn i Pattaya. Han er i risikozonen for at blive smittet med HIV, ligesom sin mor, og han forstår ikke sine rettigheder i forhold til fremmede sexturister, der udnytter ham.
I 2010 opdager myndighederne Big. Han er ti år gammel, da han kommer til CPDC. På grund af underernæring og den barske start på livet, er Bigs hjerne underudviklet, og han har svært ved at tilpasse sig børnehjemmets stabile rammer. Forældrene er der ingen informationer om.
Hos CPDC dyrker børnene deres egne afgrøder i baghaven, som de indsamler dem selv.
Den lange vej
Em, Fai og Big er blot tre børn, som bor på CPDCs børnehjem. 200 unge sjæle bor der efterhånden på hjemmet – og de fleste deler en næsten ubærlig skæbne med de tre børn. Man kan bide sig selv i læben og spørge, hvad hjælper det? Hvordan kan man stykke et ungt menneske sammen igen efter så grusomme oplevelser så tidligt i livet?
Svarene findes i tiden, men ikke tiden alene. Myndighederne og forældrene til børnene har valgt CPDC som hjemmet, der skal hjælpe børnene. For Thailand har ikke samme sociale net til at spænde ud under børn i frit fald, hvis tryghed vi har lullet os ind i her i Danmark. Myndighederne i Pattaya beder derfor CPDC om hjælp. Privatorganisationen specialiserer sig i kriseramte børn – et trist, men nødvendigt speciale i en by som Pattaya.
CPDCs børnehjem er et af de få i Thailand, hvor man har en børnepsykolog boende på selve hjemmet. Langt de fleste børn modtager psykologbehandling, mens de mest skadede børn skal igennem en psykiatrisk udredning, når de kommer til CPDC. Em har svært ved at koncentrere sig i skolen, og han har en lav IQ som følge af en traumatisk barndom. Han er blevet diagnoseret med ADHD og får i dag medicin. Fai og Big lider samme skæbne. Begge børn har en lav IQ, og følgerne af underernæring i deres tidlige barndom gør, at de er underudviklet.
Ved spisetid ved børnene, hvad de putter i munden – de har selv sørget for at dyrke maden.
Håbet er, og det har CPDC mange års erfaring og succes med, at børnene gennem en særlig dagligdag forstår at klare sig i livet, når de bliver voksne. Psykologbehandling, skolegang og trygge rammer hjælper alt sammen, men CPDC-børnene lærer også at meditere hver dag, hvilket hjælper på at bearbejde deres traumer. De bor i små huse sammen med 10 andre børn og en pædagog, hvor de bliver opdraget til at udføre deres pligter, varetage egen hygiejne og forstå at begå sig i et fællesskab.
CPDC kan ikke fuldkommen helbrede børn som Fai, Em og Big, men børnene får behandling, og de bliver klædt på til en dag at forlade reden. På grund af CPDC har de en fremtid, og på grund af deres behandling og opvækst, er der håb for, at børnene får en nogenlunde normal fremtid.
Em, Fai og Big er ikke børnenes rigtige navne. Fonden ønsker heller ikke at vise deres billeder af hensyn til deres privatliv.
Related posts
