Af Christian de Jonquières
Der er her op til jul mange ting at glæde sig over for Den Danske Pattaya Fond.
Vores sponsoraften den 19. november 2016 med the Cliftters fremragende musik og med Lions Virum som gode medværter førte til, at vi kan overføre små kr. 30.000,00 til de nødlidende børn i Pattaya.
På ny tak for det.
Herudover kan vi, som det vil fremgå af nyhedsbrevet, glæde os over at Khun P’Lam fra Børnehjemmet i Pattaya har været på besøg i Danmark for at hilse på tidligere frivillige og adoptivbørn, hun har hjulpet med at komme til Danmark. Vores 2 kommitterede Sara Lyngsø og Lise Futtrup Borg stod for dette fine arrangement i Aarhus.
Khun P’Lam er, som det vil fremgå, selv vokset op på Børnehjemmet og her på et tidspunkt, hvor Father Raymond Brennan stod for Børnehjemmet.
Endvidere kan vi glæde os over, at Handicapskolen netop har dimitteret 54 elever, og herunder en ung kvinde, Pan, i kørestol, som kommer fra de mest fattige kår i Thailand, men gennem sin uddannelse har fået nye muligheder i livet.
Herudover skal jeg gøre opmærksom på vores julekonkurrence, hvor vi stiller 2 gavekort fra Illum på højkant.
Afsluttende skal jeg på bestyrelsens vegne takke vores sponsorer for de gode indbetalinger i 2016 og samtidig benytte lejligheden til at ønske alle læsere af nyhedsbrevet en rigtig glædelig jul og et lykkebringende år 2017.