Af Kasper Nesager-Hansen
Handicappede er andenrangs mennesker. En grov betragtning, men ikke desto mindre er det betragtningen, som mange handicappede møder i Thailand. Dette menneskesyn har affødt tilsvarende behandling af mennesker, som er født anderledes. Resultatet er, at disse mennesker har svært ved at finde arbejde, og når de endelig gør, er det lavtlønnet arbejde som ufaglærte – de, der finder arbejde, er de heldige. Ofte bliver handicappede børn og unge lukket inde i hjemmet, fordi familien skammer sig over dem – de bringer skam over familien. Når de er gamle nok til at flytte hjemmefra, er det som regel et liv som tigger, der er venter.
For den danske læser kan sådan et syn på ens medmennesker virke umenneskeligt, og hvordan kan man skamme sig over at have et handicappet menneske i familien? Svaret ligger i en meget stringent thailandsk fortolkning af buddhismen, der prædiker, at handicaps er straffen i dette liv for at have været et slemt menneske i et andet.
Opgøret med dette menneskesyn er i gang, og i fortroppen finder vi Handicapskolen, der er Father Ray Foundations kostskole for handicappede med behov for en videregående uddannelse. Men opgøret er ikke nyt. Gennem årtier har Handicapskolen vist, hvordan fattige handicappede unge kan være et aktiv for lokale virksomheder, fordi de har fået den rette uddannelse, indstilling til arbejdet og skærpelse af en ukuelig vilje til sejr. Skolen, lærerne og eleverne har gang på gang, år efter år, vist omverdenen, at handicappede i kørestole og på krykker har en værdi for samfundet og familie, hvor vanærens grå tåge over familiens renommé letter, når enfant terrible kommer hjem med medaljer fra internationale atletiske konkurrencer, et diplom og en løncheck, der kan løfte hele familien ud af fattigdom.
Handicapskolen har tradition for at modtage unge mennesker fra fattige kår. Kostskolen giver dem en gratis toårig uddannelse enten som IT-udviklere, systemudviklere, elektronikmekanikere eller andre lignende fag – alle har engelsk som bifag. Siden 1984 har Handicapskolen uddannet unge mennesker, som på første dagen kommer humpende ind af porten med primitive krykker, bræt med hjul eller båret af venner eller familie. Fælles for eleverne er det spinkle håb om at blive til noget – at gøre sig til nytte for omverdenen og blive til noget.
Dimittenderne fra Handicapskolen blev i de første år modtaget af det lokale erhvervsliv med skepsis. Hvordan kunne disse andenrangs mennesker bidrage med noget som helst til virksomheden? Skepsis blev gjort til skamme. For de arbejdede med samme flid og selvtillid, som de gjorde på skolebænken. Virksomhederne opdagede, hvordan en handicappet medarbejder arbejdede længere og mere effektivt end de ”normale” medarbejdere. Årene blev begyndelsen til en ny normal. Rygtet spredtes blandt erhvervslederne, og dimittenderne fra Handicapskolen kom i høj kurs. For hvorfor ansætte en almindelig medarbejder, når man kunne få en handicappet dimittend, der var mere ambitiøs, mere effektiv og ofte bedre uddannet?
I begyndelsen af december dimitterede 54 elever fra Handicapskolen. Pan var blandt dem. Den 21-årige kvinde kommer fra den fattige nordøstlige provins i Thailand, hvor hun er et af tre børn. Pans mor vidste ikke, at hun var gravid med hende. Moren behandlede derfor ikke sin krop særligt skånsomt, indtil hun langt inde i graviditeten, men det var for sent. Pan blev født med forskellige deformiteter. Farens arbejdede som bygningsarbejder. Han var den eneste, som forsørgede familien, og der var hverken råd til medicin eller operationer. Pan endte i en kørestol allerede i sin barndom.
Pan har ikke haft de letteste vilkår eller de bedste muligheder i livet. Hun begyndte på Handicapskolen i efteråret 2014. Selvtilliden var lav, men håbet havde stadig en knitrende flamme i hendes bevidsthed – hun havde hørt, at kostskolen gav folk en ny chance i livet. Hun havde svært ved at tro på det i starten, men foruden den boglige uddannelse var der undervisning i sport og fysisk træning. Sindet som kroppen skulle udvikles og styrkes.
I dag er Pan dimittend med en gennemsnit lidt over middel. Hun har netop modtaget en bevilling til en ny og elektronisk kørestol, og det lokale erhvervsliv vil gerne tale med hende om fremtiden. Pan er ikke kun en del af en tradition, men en bevægelse. En bevægelse, som ikke kræver, men leverer resultater og lader resultaterne tale for sig selv. Pan, hendes medstuderende og dimittenderne før dem viser en hel nation, hvad handicappede har at byde på. De ændrer samfundets syn på dem gennem flid og resultater. I dag findes der kørestolsramper og handicapvenlige faciliteter i store dele af Pattaya. Dimittenderne arbejder for multinationale virksomheder som Sony, Panasonic og Samsung.
Gandhi sagde: Vær forandringen du ønsker. Father Ray Foundations arbejde med handicappede nytter.
Vil du bidrage til forandringen, kan du overføre dit beløb til fonden, Reg. nr. 8075, kontonr. 0000144679. Tak for din støtte.