Af Kasper Nesager-Hansen
Hvad får en 23-årig kvinde fra Skagen til at pakke kufferten og rejse til Pattaya i et halvt år for at være frivillig hos Father Ray Foundation?
Jeg fanger Cecilie Pedersen, mens hun skriver bachelor i pædagogik. Hun er hjemme igen i Danmarks nordligste by, men julen blev i 2013 holdt i sommervarme og palmetræer – blandt handicappede og fattige børn, der sjældent har set skyggen af en julegave. Cecilie fortæller, at hun havde et brændende ønske for at være noget for nogen – og hjælpe andre i nød. Det virkede derfor naturligt for den unge pædagogstuderende at søge til Pattaya.
Cecilie underviste en klasse med unge handicappede kvinder på Handicapskolen. Hun fortæller, hvordan hun stadig får breve og e-mails fra sine elever – godt seks måneder efter hun vendte hjem til Skagen. Hun taler levende om, hvordan hun føler, hun har givet lidt af sig selv, men har fået så mange gode oplevelser og minder til gengæld. Cecilie forstod at respektere kulturen i det land, hun arbejdede som frivillig og engelsklærer. Hun befandt sig i et fremmede land med anderledes værdier og måder at gøre tingene på. Hun fortæller, at visse ting ville vi gøre anderledes i Danmark, men den indstilling skulle ikke skinne igennem i Thailand – og det føler hun, at hun er kommet langt med. På døren af køleskabet hænger der små breve fra eleverne.
“De tager en tilbage, når det bliver surt herhjemme”, fortæller Cecilie. Hun mindes de gode stunder, hun har haft med sine elever, og det kan der være brug for – det har ikke været helt nemt at “komme hjem” til Danmark.
Kort tid efter Cecilie vendte hjem til Danmark, gik forholdet fik en ende, men drama er der ikke det store af, og hun er venner med sin ekskæreste. For opholdet modnede Cecilie, hvilket hendes omgangskreds bemærker, da hun afdramatiserer bruddet:
“Fordi vi ikke er kærester mere, skal vi så hade hinanden? Det får vi ikke noget ud af. Bare fordi vi ikke er kærester længere, betyder det ikke, at vi ikke kan have et godt venskab,” siger Cecilie, der fremhæver, at de blot er vidt forskellige steder i deres liv lige nu. På den professionelle front er det også svært at finde sig til rette på de danske breddegrader, da børn og unges respekt for pædagoger og undervisere er større hos eleverne på Handicapskolen. For Cecilie er det også noget af en omvæltning at være hjemme i det rige Danmark igen, da hun oplevede fattigdom på nært hold. Derude oplevede hun, hvordan hendes elever ikke havde råd til en ordentlig kørestol eller et par sko, selv om sålerne var slidt ned.
Hvad står klarest i erindringen, når du tænker tilbage på din tid som lærer?
“Forholdet til eleverne. Hvor meget det betyder, når du er dernede. De startede med at være meget stille, men så gik jeg lidt til dem for at lære dem at kende, og de fik lov til at lære mig at kende udover det, at jeg var deres lærer.”
Cecilie fremhæver om vigtigheden i at lære, hvordan man håndterer situationen, når elever lider et nederlag, hvis de dumper en prøve eller ikke fik de karakterer, de håber på. Hun fortæller også om vigtigheden i at se den enkelte elevs behov. Der var en ung kvinde, som altid faldt i søvn i timerne. Cecilie talte med sine kollegaer, der også oplevede, at eleven havde svært ved at holde sig vågen. De tog en snak med den unge kvinde og fandt frem til, at der var et problem med hendes medicin, og hun følte ofte, at hun ikke havde lyst til at gå i skole. Cecilie og hendes kollager lyttede til eleven, der fik at vide, at hun ikke var alene, og de gerne ville lytte til hende, når hun havde det svært. Efterfølgende var den unge studerende mere aktiv i timerne, og hun endte med at bestå sin eksamen.
Cecilie beskriver sine tidligere elever som meget flittige og respektfulde. En ting er den thailandske kultur, hvor lærerer har en høj status, men eleverne ved også, hvor vigtig uddannelsen er for dem – det er deres vej ud af fattigdommen. Det var en positiv oplevelse for Cecilie at undervise. Hun har prøvet det før herhjemme, hvor der kan og ofte er en anden stemning i klasselokalet, og hvor hun kan føle, der er en mangel på respekt for undervisningen.
Har der været øjeblikke, hvor dine elever på Handicapskolen har inspireret dig?
“Hver dag, uden det skal lyde for klichéagtigt. Men det at komme på arbejde hver dag og møde elever, der har haft så ringe vilkår i livet og alligevel er glade, og ved hvad de gerne vil arbejde med, fordi de har mål i livet, gav mig lyst til at komme ind i klasselokalet og give dem noget af det, jeg kan, fordi de er så ivrige efter at blive til noget. Det var en øjenåbner,” beretter Cecilie, der pointerer, at vi her hjemme engang i mellem har lidt for let ved at blive slået ud.
“Så møder du en ung pige, som lige har mistet sine søskende og selv var tæt på at dø, men bare gerne vil lære noget – det var virkelig inspirerende. Det var ikke nogle få stunder – det var hver dag.”
Cecilie taler om at opholdet har gjort hende ydmyg over for, hvor skrøbeligt livet er, og hvordan det giver stof til eftertanke. Hun tæller dagene til bachelorprojektet er i hus. For hun vil tilbage til Father Ray Foundation til marts, så hun kan opleve sine tidligere elever dimittere fra Handicapskolen.