Bare tag det i stiv arm
Varmen slår os, som det første, da vi træder ud af Kru Nois lille bil, der har et dejligt klimaanlæg. Stanken er det næste. Kru Noi viser os pladsen, hvor Mobile Training Unit (MTU) holder parkeret. ”Pladsen” er måske et generøst udtryk – nærmere et stykke jord, hvor støvet hvirvler omkring. Affald er der alle vegne, og bag os står de oprejst, blikskurene. Fotografen, jeg har med mig, begynder så småt at tage billederne af børnene, der leger sammen med pædagogerne fra MTU. Børnene spiller bold, mens de lærer forskellige udtryk på thailandsk – for de fleste børn forstår ikke det lokale sprog.
Mobile Training Unit giver børnene lidt orden i det kaos, de lever i
Kru Noi, vores guide fra Child Protection and Development Center, fortæller mig, at børnene kommer fra Laos, Myanmar og Cambodia. De vælger ikke selv at bo i et slumkvarter. Forældrene træffer valget – nu er de her, i et land de ikke forstår. Men de leger, lærer og er glade.
Kru Noi er selv vokset op på Børnehjemmet i Pattaya. I dag er han uddannet pædagog og hjælper nye generationer af udsatte børn til et bedre liv
Cirklen tager form
Pattaya vokser. Flere turister kommer til byen. Flere udlændige køber lejligheder, og begge dele betyder flere lavtlønnede arbejdspladser i byggebranchen. Men hvad har det med Pattayas børn at gøre?
I dag står Child Protection and Development Center overfor en ny udfordring. Thailandske børn er ikke længere de eneste børn, som lever i udsatte områder i og omkring badebyen. I takt med den voksende efterspørgsel på lejligheder i Pattaya, kommer fattige familier fra Myanmar, Laos og Cambodia til Thailand for at søge arbejde i byggebranchen. Forældrene har ikke nævneværdige færdigheder, men de kan bygge højhuse – og til en lav dagsløn.
Børnene kommer til Thailand fra alle lande i Sydøstasien
Lønnen for en typisk ufaglært bygningsarbejder ligger kr. 100 for en 8 timers arbejdsdag, fortæller Kru Noi. Pengene bliver ofte sendt hjem til den øvrige familie i hjemlandet, men der skal også være til husleje. I Pattayas slumlandsbyer koster et værelse i et blikskur omkring kr. 600 per måned. For disse penge kan to forældre med deres 3-4 børn ofte bo på 10-15 kvadratmeter – uden adgang til rent vand og toilet.
Byggebranchen er nådesløs. Er man syg, får man ingen løn. Og børnene… Børnene er overladt til sig selv og deres ældre legekammerater, mens forældrene er på arbejde. For migrantbørnene er fremtiden ikke den lyseste, sygdom i slummet er en del af dagligdagen, de går ikke i skole, og børnene vokser op uden nævneværdige færdigheder, som åbner døre til arbejdsmarkedet – de stirrer ud mod samme fremtid som forældrene.
Varme, blik og smittefare
Kru Noi fortæller, at der sidste januar var 10 slumlandsbyer i og omkring Pattaya. Tallet for februar i år ligger på 20. Jo, Pattaya vokser – på godt og ondt. Kru Noi er selv uddannet pædagog. Han ser udvikling, og trækker lidt på skuldrene, da han beretter om badebyens behov for flere luksuslejligheder til udlændinge. Selv ønsker han, at CPDC har råd til endnu en varevogn, så centeret kan have en MTU2 til at dække nogle af de slumlandsbyer, som han og teamet ikke har tid og ressourcer til at nå ud til i dag.
Behovet er der, og det er meget sandsynligt, at CPDC udvider deres udkørende hjælpeprojekt allerede i år. For børnene i slummet lever noget nær eksistensminimum. Temperaturen ligger på 37, og bakterier formerer sig og florerer blandt bunkerne af affald og rå kloakslam, der flyder mellem blikskurene i slumkvarteret. Pædagogerne underviser børnene i basal hygiejne med meget få midler, ligesom de lærer at tage deres forholdsregler for at reducere smittefaren – der er mange sygdomme i omløb blandt blikskurene.
Børnene har tillid til Kru Noi, og da fotografen og jeg er med ham, får vi lov til at blive vist rundt i slumkvarteret. De åbner deres hjem for os, og selv om synet er slående for danske øjne, smiler drengene og pigerne, da de viser deres små værelser frem, hvor der står en slidt bamse og lidt interimistisk legetøj på gulvet.
Mor og datter viser deres hjem frem. Livet i slummet tæger på kræfterne
Blikket i øjnene fortæller historien om livet i slummet
Stemningen i slumkvarteret er blandet. Forskellige ansigter fortæller forskellige historier. Nogle er nedtrykte og modløse, mens andre bare er glade for at have familien tæt på sig, men børnenes forældre er nedslidt. Alligevel går de på arbejde. Dog har alting en pris. En af de små piger, der viser os rundt, fortæller, at hun ønsker, der ikke var så mange fulde voksne om aftenen, når hun skal sove. Klumpen i min hals skal lige have et ekstra synk for at forsvinde.
Cirklen brydes
Holdet går tilbage til MTU, hvor bolden er blevet lagt på hylden. Malebøgerne og udklipningsarkene er kommet frem. En syvårig dreng sidder energisk og maler alting blåt i sin malebog. En anden lille dreng har lavet en papirko ud af sit udklipningsark – den giver han mig. Hvad siger man til en dreng, som lige har givet 25 % af sin legetøjssamling til én? Koen overlever turen tilbage til Danmark og pryder i dag mit skrivebord.
En lille dreng giver mig papirkoen, han lige har lavet
Kru Noi gennemgår nogle af de emner, som børnene bliver undervist i af pædagogerne. Fokus er på at tale, læse og skrive thailandsk. Ingen ved, om børnene bliver i landet, eller om de rejser tilbage til hjemlandet en dag. MTUs mission er at klæde børnene på gennem skolegang til at klare sig bedre end deres forældre. Vejen ud af slummet sker gennem undervisning. Taler og skriver man thailandsk, klarer man sig betydeligt bedre. Børnene kan måske bliver accepteret af de lokale folkeskoler, der ellers er bekymret for, at migrantbørnene sænker undervisningsniveauet og tempoet, fordi de ikke forstår thailandsk – MTU vil fjerne denne barriere, så børnene kan få en uddannelse og prospektet om en bedre fremtid.
Tryghed, uddannelse og omsorg er vigtige elementer i børns liv, og det sørger MTUs dedikerede personale for – hver dag!
Related posts
