I februar måned fik børnene på Child Protection and Development Center usædvanligt besøg, da et team af kommunikationsofficerer fra den amerikanske flåde lagde vejen forbi. Teamet på otte sømænd var på orlov i en uge, og de valgte at bruge en dag sammen med børnene, hvis begejstring bedst kan sammenlignes med en hær af teenagepiger til en Justin Bieber-koncert.
Når sømændene til daglig arbejder med krigsførsel og livsvigtige beslutninger, kunne man være fristet til at tro, at de otte herrer var i uvante omgivelser blandt børn, hvis øjne blev ekstra store, da de så bilerne køre ind på centeret. Men nej. De fleste officerer har selv børn. De forstod, at det handlede om at give nogle af Thailands mest udsatte børn en vidunderlig oplevelse.
Officererne startede med at præsentere fire store papkasser fyldt med legetøj, bolde og kulørte t-shirts. Dernæst var det tid til nogle hjemmelavede lege og boldspil, hvor flådens fineste skulle samarbejde med hinanden og børnene om at bringe deres hold til sejr. Decibelniveauet lå højere end normalt.
Børnene var begejstrede for at møde dele af den amerikanske flåde, hvis sømænd de havde set på film. For børnene var det som om, at superhelte havde trådt ud af de kulørte sider i et blad. Og sømændene, hvorfor brugte de tid med børnene?
Faktisk var det fjerde gang, at deres øverstkommanderende officer besøgte børnene på CPDC. Han elskede at komme her, fordi børnene er så fulde af livsglæde og energi, og oplevelserne blev flittigt delt blandt hans underofficerer. De meldte sig frivilligt for at gøre lidt godt for 72 børn, der alle har haft en svær start på livet.