Giv et barn en gris
Daniel Lassen er netop vendt hjem til danske himmelstrøg efter at have brugt et halvt års tid som frivillig hos Father Ray Foundation. Tiden som frivillig sætter sine spor, men alligevel anbefaler Daniel, at man tager af sted, selv om man skal arbejde hårdt 6 dage om ugen med udsatte mennesker.
For den 24-årige steward er rejser en del af dagligdagen, eftersom han flyver folk til alverdens destinationer rundt om på kloden. Daniel har faktisk været frivillig hos Father Ray Foundation over to omgange – første gang var i et halvt år i 2013. Men hans sæsonarbejde giver ham muligheden for tage en tørn mere som engelsklærer og ”pædagog” for børnene – arbejdet gav Daniel en mangfoldig hverdag med dertilhørende udfordringer.
” Fra mandag til fredag underviste jeg handicappede elever i engelsk i 2 timer. Undervisning af basic engelsk til brug i dagligdagen. Jeg prøvede altid at gøre undervisningen så virkelig og sjov som muligt, netop for at fange alles opmærksomhed og få dem til at huske bedre. En alletiders start på dagen,” fortæller Daniel, der får engelskundervisningen til at lyde bedre end morgenkaffens kickstart af dagen.
Daniel bruger forskellige midler til at bevare elevernes opmærksomhed og styrke deres sprogkundskaber.
Arbejdet med handicappede fortsætter om eftermiddagen, hvor Blindeskolens mange børn glæder sig til selskab. Som frivillig er man ikke nødvendigvis vant til at arbejde med blinde børn, som ofte har været forsømt og dermed er underudviklet i forhold til deres alder.
”De blinde børn havde mange forskellige personligheder. For udover at de er blinde, er mange af dem også hjerneforstyrrede eller har andre lidelser. Derfor skulle man også kende hvert enkelt barns behov. Mange af børnene er blevet bragt på Blindeskolen, fordi forældrene ikke ved, hvad de skal stille op med et blindt barn. Enten er de fattige, eller også magter de ikke barnets handicap.”
Skræmmende kan det måske lyde at skulle arbejde med børn, der har særlige behov, men for Daniel handler det mere om at give børnene det, man kan i 2 timer om eftermiddagen, hvor de frivillige leger med børnene for at stimulere deres sanser. Sang, kærlighed og omsorg er også en del af Daniels måde at arbejde med børnene.
Skulle man være fristet til at tro, at arbejdet som frivillig er fire timers arbejde og så badeferie resten af tiden, tager man fejl.
”At være frivillig er skam et hårdt arbejde. Jeg arbejdede 6 dage om ugen med en ugentlig fridag om søndagen,” beretter Daniel, ”hver lørdag besøgte vi også Father Ray Foundations Drop-in Center, som er et sted for forældreløse børn. Lørdag eftermiddag gik turen også til Hjemmet for Gadebørn eller Children’s Village, hvor programmet stod på leg og sjov – en alletiders god start på weekenden.”
Der er øjeblikket på Children’s Home, hvor man bare smelter
Daniel bliver spurgt ind til, hvad der står klarest i hans erindring, og han nævner glæde, håb og udvikling – tre ord, der kendetegner hans tid hos Father Ray Foundation.
”Jeg har så mange minder fra min tid som frivillig – minder som jeg aldrig vil glemme. Det, der står klarest i min erindring, er al den glæde, som jeg har fået til gengæld fra alle eleverne og børnene. At have været en del af deres dagligdag og se dem smile og huske dit navn, det er det, der betyder alt. Eleverne og børnene har hver deres problemer, som kan være en form af et handicap eller tab,” fortæller Daniel, som husker, at uanset hvad de voksne elever på Handicapskolen har været igennem, så er de altid glade, ligesom børnene på Blindeskolen eller i Father Ray Daycare.
For Daniel har denne glæde en smittende effekt, da han indser, at vi alle skal påskønne vores liv meget mere – tiden med eleverne og børnene får ham til at tænke på de gode ting her i livet.
At det skulle kræve særlige evner at være frivillig hos Father Ray Foundation, mener Daniel ikke er rigtigt, men det kræver en vis personlighed – og man skal kunne noget af sig selv.
”Jeg har ingen erfaring med hverken undervisning eller pasning af børn med specielle behov. Men jeg tog det hele i stiv arm, og derefter kørte det hele bare derud af,” fortæller Daniel, der allerede et par uger efter sin hjemkomst ser tilbage på tiden på Handicapskolen med en vis længsel. ”Det bedste som engelsklærer var, at jeg var med til udvikle hver elev. At se dem udvikle sig og åbne sig op var virkelig hvad der betød noget. At kunne give dem selvtillid og få dem til at tro på sig selv – og fra ikke at kunne sige noget på engelsk til at kunne have en samtale. Dette er disse øjeblikke, der er guld værd for en frivillig.”
Har du lyst til at arbejde som frivillig hos Father Ray Foundation eller CPDC, kan du læse mere om arbejdet på Den Danske Pattaya Fonds hjemmeside.
Related posts
